9/11 memorial

I år 2013 besøgte jeg New York og en af de ting jeg rigtig gerne ville se var 9/11 memorial, men det blev til mere end bare en attraktion for mig…

9/11 memorial

Det var en varm dag. Solen brændte fra en skyfri himmel. Jeg havde lige været forbi Staten Island og var gået op af Wall Street, hvor jeg besluttede mig for at spise en frozen yoghurt i skyggen. Da jeg sad der og så livet gå forbi, fik jeg øje på et lille skilt til 9/11 memorial. Allerede hjemmefra havde jeg besluttet mig for at se dette monument, så jeg besluttede mig for at det måtte ske så snart min pause var forbi. Jeg fandt hurtigt køen og kom hurtigt ind. Jeg betale US$5 for, at komme ind. Man kunne selv bestemme sin pris (i dag er det vist gratis) og jeg fortrød senere, at jeg ikke havde betalt mere. Da jeg kom ind gik jeg straks over til en bænk i skyggen. Temperaturer omkring 30ºC er altså lidt for meget når man er i en storby! Da jeg havde kølet lidt ned, gik jeg over til det første vandfald.

Når 9/11 memorial bliver personligt

Couple at 9/11 memorial

Parret, som skraverede Garths navn 

Da jeg kom frem til det første vandfald gik der ikke længe før jeg så et ægtepar, som skraverede et af de mange navne på monumentet. Jeg blev så nysgerrig, at jeg ikke kunne lade vær med at spørge: “Er det jeres søn?”. Det var det ikke. Det var sønnen af deres venner. Han hed Garth. De havde taget en lille gave med til Garth, en lille drømmefanger. Garth havde nemlig noget indianerblod i sine årer og de synes, at en drømmefanger ville være en god måde at ære hans minde. Der var gået mere end 10 år siden angrebet på WTC og forældrene havde stadig ikke haft modet eller overskuddet til at tage tilbage til NYC eller til at besøge 9/11 memorial. Derfor skraverede dette par hans navn, hvis forældrene en dag ville have det. Men de var i tvivl om den dag nogensinde kom.

Blev pludselig ramt

Parret fortalte mig hvor den 11. september havde påvirket hele USA – alle kendte en, som døde eller en, som havde mistet en de fandt kær under angrebet. Jeg var kun 11 da tårnene blev ramt og jeg kan stadig huske billederne. Men jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstod konsekvenserne af angrebet og hvor meget det egentlig betød før jeg snakkede med dette ægtepar. Jeg er ikke sikker på hvad der skete lige der, men pludselig blev jeg ramt. Det var som om, at det pludselig gik op for mig – alle disse navne på stenene var ikke længere bare navne, men personer, som hver og en mistede livet den dag. Min hals snørede sig sammen, mine øjne fyldtes med tåre som pressede på. Jeg gik rundt og kigge på hvert et navn og følte hvordan min vejrtrækning blev dybere og dybere. Specielt dem hvor der stod “And her unborn child” fik tårene til at presse på.

Folks reaktioner

Woman crying at 9/11 memorial

Jeg gik hen til det næste vandfald og det hjalp bestemt ikke på mit humør. Jeg måtte kæmpe mod tårene, mens jeg så de besøgende amerikanere gå rundt omkring monumentet. En kvinde fald på hendes knæ og rystede mens tårene løb ned af hende kinder, da hun så navnet på hendes kære. Det tog hende alt hendes styrke og energi blot at rejse sig op efterfølgende. Hendes hånd strøg over navnet og efter at have givet det et lille kys forlod hun 9/11 memorial efter kun kort tid, længere tid kunne hun ikke klare. Over det hele så jeg folk græde, røre ved navnene og kollapse af ulykkelighed :'(

Mine tanker om 9/11 memorial

Frivillig ved 9/11 memorial

At besøge 9/11 memorial var en af de bedste ting jeg gjorde i New York. Det var så berørende og de frivillige gjorde et fantastisk arbejde for at hjælpe de sørgende og opretholde et fint sted. De sætter en lille rose i de navne som har fødselsdag og sørger for at ingen læner sig på af monumentet. Det var et fantastisk besøg og var virkelig en øjeåbner, som jeg vil anbefale alle som skal til New York City.

Pris:

Gratis, dog koster det penge at besøge museet

Åbningstider:

Søndag-torsdag kl 9-20 (sidste adgang kl 18)
Fredag og lørdag kl 9-21 (sidste adgang kl 19)

Find mere information her

Tine

Siden jeg var barn har jeg drømt om at tage ud og rejse. I år 2011 tog jeg for første gang afsted på en længere rejse. Det endte med at blive seks måneders solorejse og siden har jeg blot forsat med at rejse. Jeg elsker kultur, at se steder som jeg ikke har set før og mødet med de lokale. Jeg rejser sjældent med en guidebog eller kort, da jeg er ret god til at finde vej og elsker at gå på opdagelse. Til gengæld er også jeg utrolig god til at miste mine ting og burde snart indberegne erstatning for mistede ting i mine budgetter....

Tak fordi du læser med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>