Rejseguide til Hanoi - Seværdigheder, spisesteder og insidertips

Indeholder reklamelink

Hanoi Hanoi Hanoi, Vietnams hovedstad. En by som mange enten hader eller elsker. Jeg elsker selv byen, dets virvar, små gader og de mange kaffebarer. Jeg har her samlet mine bedste tips til byen, så du forhåbentlig også kan komme til at elske den!

Få styr på visumreglerne her

her skal du spise i Hanoi


Mad


Hanoi er fyldt med gode madsteder og maden er fantastisk. Jeg havde ikke en eneste dårlig ret i Hanoi, så vil klart anbefale at give sig i kast med noget af maden. Særligt i The Old Quarter er der masser af små street food steder. Jeg har selv skrevet en guide med nogen af de bedste spistesteder, som jeg prøvede i Nordvietnam og ellers er denne guide også rimelig udførlig. Jeg kan derudover, at du bruger foody.vn til at finde de gode restauranter, som er vietnamesernes eget svar på tripadvisor for restauranter. Du kan sikkert ikke læse, hvad de lokale skriver, men i det mindste kan du se deres score for restauranterne 😀


Kultur


Hanoi er jo en kulturoplevelse i sig selv. Det er så mærkant anderledes i forhold til Danmark, så det er en kulturel oplevelse i sig selv at gå på opdagelse i Hanois mange gader. Men ønsker du at opleve lidt mere, så er der også rig mulighed for det.

Temple of Literature i Hanoi

Temple of Literature (Văn Miêu)

Temple of Literature er et af Hanois største attraktioner og med god grund. Jeg havde egentlig på daværende tidspunkt fået nok af templer, men en veninde overtalte mig til at tage rundt og se nogen af Hanois største attraktioner. Temple of Literature overraskede mig virkeligt.

Det blev bygget i 1070. Seks år senere blev det Vietnams første universitet. Den dag i dag kommer færdiguddannet studerende forbi templet for at få taget et billede ved Vietnams første universitet, inden de tager ud og fejre deres uddannelse. Templet er fyldt med smukke detaljer og skønne omgivelser, derudover er det et dejligt pusterum fra de mange scootere i byen.

Adresse: Quoc Tu Giang St, Hanoi
Åbent: Sommer kl 07.30-17.30; vinter 08.00-17.00 – kom gerne tidligt
Pris: 30,000 dong for voksne (∼9 kr), halv pris for studerende

Læs også min guide til Ho Chi Minh City

Hoả Lò Prison i Hanoi

Hoả Lò Prison

Hoả Lò Prison eller Hilton Hanoi, som fængslet også blev kendt under, blev bygget i 1896 under den franske kolonitid. Her blev de vietnamesere, som modarbejdede franskmændene sendt hen. Det var ikke sjovt, at være i fængsel her. Folk lå tæt på de hårde træbænke mens de var lænket ved fødderne. Mange døde af sygdom, mens ganske få formåede at flygte. De blev senere højtstående i det vietnamesiske kommunistparti.

For mig var det lidt en rodet oplevelse i fængslet, hvilket vist var fordi vi ikke købte en guide…Men er du historieinteresseret eller bare gerne vil se lidt propaganda, så skal du slå vejen forbi Hoa Lo.

Adresse: 1 Hoả Lò, (Hai Ba Trung Street)
Åbent: kl 8–17
Pris: 30,000 dong for voksne (∼9 kr) – halv pris for studerende (men brug lidt ekstra penge på at købe en guide)

St Joseph's Cathedral

St Joseph’s Cathedral (nhà thờ lớn)

St Joseph’s Cathedral er en af de få kirker, som du ser i Vietnam, da befolkningen primært er buddhister. St Joseph’s Cathedral er Vietnams svar på Notre Dame og er et kort besøg værd. Om ikke andet er de omkringliggende gader også ret hyggelige 😉

Adresse: 40 Nha Chung, Hoan Kiem, Hanoi

Ho Chi Minh’s Mausoleum (Lăng Chủ tịch Hô Chí Minh)

Vil du gerne opleve noget helt specielt? Hvorfor så ikke tage til Ho Chi Minh’s Mausoleum? Her kan du se den balsamerede Ho Chi Minh. Hvis du er i tvivl så er Ho Chi Minh meget betydningsfuld for Vietnam. Han dedikerede sit liv til at befrie Vietnam fra Frankrigs styre, hvilket lykkedes. Ho Chi Minh anses for at være landets fader og er i dag en folkehelt i hele Vietnam. Hans lig blev balsameret i den daværende Sovietunion og har været det i fire årtier.

Det var en af de steder, som jeg ikke selv nåede at besøge, men det skulle være noget af en oplevelse, dog til den absurde side. Men det er et højhelligt sted for vietnameserne, så du må hverken tage billeder, smile eller grine.

Adresse: 8 Hung Vuong
Åbent: 07.00-11.00
Pris: Gratis

Water Puppet Theater (Nhà hát Múa rôi Thăng Long )

Water Puppet Theater er en gammel teater tradition som stammer tilbage fra det 11. århundrede og opstod eftersigende i rismarkerne, hvor bønderne underholdt hinanden med dukker i de vandfyldte rismarker. I dag kan man se de forskellige shows på rigtig teater med livemusik. Det skulle eftersigende være en spændende oplevelse, men blev også en af de ting jeg valgte fra.

Adresse: 57B, Dinh Tien Hoang Street
Pris: 100,000 Dong (∼30 kr)


“Grønne” områder


Hoan Kiem Søen (Hô Hoàn Kiêm)

Hoan Kiem Søen (Hô Hoàn Kiêm)

Hoan Kiem søen (eller Sværdsøen, som den også kaldes på dansk) kan du ikke rigtig komme udenom i Hanoi, så skal du i hvert fald gøre dig umage! Søen er virkelig også et besøg værd. Gå en tur rundt om den og du forstår hvad jeg mener. Her er masser af liv! Brudepar får taget billeder, lokale der sælger postkort og snacks, andre kan tegne dit billede (hvis du er blondine med blå øjne som jeg, så kan det ligefrem være at de deklarer deres kærlighed til dig! 😉 )

OBS i de danske sommermåneder skulle Ho Tay/West Lake være et besøg værd, da lotusblomsterne springer ud

blomsterpark i Hanoi

THUNG LŨNG HOA HỒ TÂY (Blomsterpark)

THUNG LŨNG HOA HỒ TÂY er en blomsterpark cirka 10 km udenfor Hanoi. Det er en rigtig fin park fyldt med blomster, ikke den store overraskelse vel?, selvfølgelig er det både falske og rigtige blomster – det er jo Vietnam. Men det er en let sjov og anderledes oplevelse. Du vil uden tvivl være den eneste vestlændinge der, men tag en masse selfies med de søde vietnamesere og nyd den egentlig rimelige flotte park (falske blomster eller ej).

Desværre kender jeg ikke prisen, men det er sikkert ikke særlig dyrt.
Adresse: Cạnh Hồ Tây (ngã 3 đường Nhật Chiêu -Công viên nước)


Andre oplevelser


Đông Xuân Market

Jeg elsker generelt et asiatisk marked og at gå på opdagelse i de mange boder. Dong Xuan Marked er bestemt et besøg værd! Her kan du få alt hvad du kunne tænke dig, men de fleste ting sælges her i større partier, så skal du shoppe, så er det nok ikke her du skal gøre det, med mindre at du selvfølgelig gerne vil have et lille lager af souvenir t-shirts på 20 styk eller lignende. Hvis du synes at 20 styk er lige lidt overkill, så anbefaler jeg at du i stedet shopper i The Old Quarter 😉

Læs også: Rejseforslag – 2 uger til en måned i Vietnam

the old quarter i Hanoi

Gå op opdagelse i The Old Quarter (Hoan Kiem Distric)

The Old Quarter er virkelig hyggeligt og et godt sted at “fare vild”. Der sker hele tiden noget i The Old Quarter! Hver gade har specialiseret sig i en ting, så som kaffe, bildele, køkkengrej osv. Du ved ikke hvad der venter rundt om hjørnet. Jeg brugte selv timer på at gå i de mange gader, mens scooterne susede forbi mig med kun få centimeters afsted. De lokale stuver sig sammen i de livlige kaffebarer, mens de hårdtarbejdende kvinder render rundt med vogne og kurve for at sælge frugt, snacks og drikke. Ja, The Old Quarter er uden tvivl mit favoritområde i Hanoi og jeg kan kun anbefale det!

the beer corner/ølhjørnet i Hanoi

The Beer Corner er rimelig fredeligt om dagen

Drik en kold øl nær The Beer Corner/Bia Hoi Corner

Hver aften forvandles hjørnet mellem Ta Hien og Luong Ngoc Quyen til Hanois største “bar” – alle restauranterne sætter stole ud på det trafikforladte gadehjørne. Her mødes både lokale og turister for at drikke den lokalbrygget øl. Jeg drikker sjældent når jeg rejser, men synes at det i dette tilfælde var oplevelsen værd at klemme mig ind blandt lokale for en øl i god stemning! Det er ikke usædvanligt, at falde i snak med de lokale her.

drik kaffe i Vietnam

Drik kaffe med de lokale

Vietnameserne er vilde med kaffe og har fundet på nogle ret specielle kopper kaffe! Så brug noget tid på en af de lokale kaffebarer med udsigt over The Old Quarter, Hoan Kiem eller et andet fedt sted, det er ofte en oplevelse i sig selv (og kan du ikke lide kaffe, så kan du jo altid drikke te). Her griner mændene højlydt, kaster pistacieskaller på gulvet og hygger sig.

rundtur i Hanoi

Tag på en gratis rundtur

I Hanoi driver en flok lokale studerende guidet ture rundt i byen, hvor de fx tager dig med ud på en tre timers lang street food tur eller til nogen af de attraktioner, som er nævnt foroven og så er det gratis! Hvorfor tænker du måske? Jamen, de gør det simpelthen for at øve deres engelske. Se alle turene, som de studerende tilbyder lige her

Nej, de kræver vitterlig ikke noget, men opfordrer til at du dækker udgifterne til entré, transport og/eller mad, men det er Vietnam og de tager dig med til lokale steder, så det bliver overhovedet ikke dyrt. Du får altså en privatguide rundt i Hanoi i flere timer til meget billige penge. Jeg kan ikke andet end at anbefale det 🙂

Læs også om: Mine oplevelser med lokale venner i Hanoi

hvor skal man bo i Hanoi


Bo


Generelt så kan du ikke gå helt galt, hvis du vælger at bosætte dig i The Old Quarter. Så vil du være tæt på attraktioner, gode restauranter og shoppingmuligheder. Men selvfølgelig findes der også dårlige steder at bo. Jeg boede to steder i byen – første gang boede jeg på Green Street Hotel, som er et af de VÆRSTE steder jeg nogensinde har boet. Der var flere centimeter tykt mug på badeværelset og sengetøjet blev ikke skiftet mellem gæster (AAAAD!!), så det kan jeg ikke anbefale. Jeg kan til gengæld anbefale:

Ga hostel og Noi Bai Family Homestay nær lufthavnen

Af hoteller anbefaler min veninde Hanoi Old Centre Hotel (affiliate links*)


Hvordan kommer du til og fra lufthavnen?


Bus

Tag lokalbus nr. 17, den kører fra The Old Quarter og lige til lufthavnen. Det tager cirka 1-1,5 time og koster kun 9000 Dong eller cirka 2,75 kroner

Taxa

En taxa til og fra lufthavnen tager cirka 30 minutter, men det afhænger selvfølgelig af trafikken, og koster cirka 320.000 dong eller cirka 100 kroner

Grab/Uber

Grab og Uber er virkelig brugt i Hanoi, de er ofte billigere end en taxa og de snyder sjældent. En scooter fra lufthavnen til The Old Quarter koster cirka 109.000 Dong (∼32 kr), mens en bil koster 253.000 Dong (∼ 78 kr), benyt linket her til at oprette dig på Grab og spar 30.000 Dong (bruger du mit link får jeg også 30.000 dong til en tur).

Tine

Siden jeg var barn har jeg drømt om at tage ud og rejse. I år 2011 tog jeg for første gang afsted på en længere rejse. Det endte med at blive seks måneders solorejse og siden har jeg blot forsat med at rejse. Jeg elsker kultur, at se steder som jeg ikke har set før og mødet med de lokale. Jeg rejser sjældent med en guidebog eller kort, da jeg er ret god til at finde vej og elsker at gå på opdagelse. Til gengæld er også jeg utrolig god til at miste mine ting og burde snart indberegne erstatning for mistede ting i mine budgetter....

Tak fordi du læser med!

Tine

View posts by Tine
Siden jeg var barn har jeg drømt om at tage ud og rejse. I år 2011 tog jeg for første gang afsted på en længere rejse. Det endte med at blive seks måneders solorejse og siden har jeg blot forsat med at rejse. Jeg elsker kultur, at se steder som jeg ikke har set før og mødet med de lokale. Jeg rejser sjældent med en guidebog eller kort, da jeg er ret god til at finde vej og elsker at gå på opdagelse. Til gengæld er også jeg utrolig god til at miste mine ting og burde snart indberegne erstatning for mistede ting i mine budgetter.... Tak fordi du læser med!

2 Comments

  1. Endnu et sted til min “bucket liste”. Det set hyggeligt ud med alle de gamle bygninger. Og de priser du nævner, så rækker pengene vist længere der end i Thailand ☺

    1. Det lyder godt! Ja, Hanoi er en ret hyggelig by, men det bedste ved Vietnam er dog landskaberne 😉 De rækker i hvert fald længere end i Sydthailand og Bangkok, Nordthailand er jo også billig 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>