Rejseguide: Forlænget weekend i Budapest

Jeg sad en tilfældig dag i november og søgte for sjov på billige flybilletter fra Billund (ja, det var en overspringshandling fra en opgave på studiet!). Der dukkede en flybillet op til Budapest for bare 250 kroner retur. Det var jo fristende og jeg skrev hurtigt en besked til min mor om hun ville med.

Hun var noget skeptisk, da vi ikke tidligere har gode erfaringer med at rejse i Ungarn, men endte alligevel med at takke ja. Vi købte billetterne og tog i januar afsted til Budapest. Var det dumt at tage tilbage til en fuser? og var det helt hul i hovedet at tage afsted i januar?

Tidligere erfaringer med Ungarn

Det er efterhånden mange år siden, at vi besøgte Ungarn for første gang. Dengang gik turen til Balatonsøen på campingferie. Vi havde efterhånden mange års erfaring med camping i Sydeuropa og var glade for det, men oplevelserne i Ungarn var ikke nogen videre success.

Budapest om aftenen

Vandet i søen var meget grumset og levede slet ikke op til samme standarder som fx Gardasøen i Italien. Jeg husker, at der var en rutsjebane, som bestemt havde set bedre dage, ikke at der er noget galt i det, men når man nåede enden og landede i søen, så landede man lige ovenpå en masse små og skarpe sten – av av. Mine forældre havde hele tiden på fornemmelsen, at ungarernes dag var reddet hvis de havde snydt en for lidt flere penge.

udsigten fra Gellert Hill

Udsigten fra Gellért Hill

På den sidste aften af rejsen fik vi børn altid en stor isdessert. Personalet valgte isen ud for os og vi glædede os til at spise en masse is. Jeg nåede dog kun at tage to bidder, før jeg opdagede en stor isterning med frosne myrer og andre smådyr inde i den ene iskugle. Vi klagede selvfølgelig og jeg fik selvfølgelig en ny is. Det samme senarie gentog sig og vi klagede igen. Først efter tredje klage skiftede de isen ud og jeg fik en is helt myrefri.

Buda Castle, Budapest, Ungarn
Man kan roligt sige, at vi ikke ligefrem var begejstret for Ungarn, men vi valgte nu alligevel at give Budapest en chance. Vi havde jo hørt meget godt om byen og mon ikke at landet også havde ændret sig siden vi var der for mange år siden?


Dag 1


ferie i Budapest, Ungarn om vinteren

Rookie mistake og en olympisk svømmer

Vi ankom til Budapest hen på den sene eftermiddag, men havde kun håndbagage med, så vi kunne gå direkte gennem lufthavnen og ud til en lufthavnsbus. Ved endestationen skiftede vi over til metroen, alt gik glat og vi kom endda også af på den rigtig station.

Men da vi kom ud opdagede jeg hurtigt fejlen. Jeg havde jo glemt at downloade et offline kort over Budapest på mobilen. Heldigvis havde vi adressen på hotellet. Vi stoppede en gruppe unge og spurgte om vej. De pegede os i den rigtig retning og sagde: “Så drejer I bare til højre derovre og forsætter til I har nået jeres hotel” – problemet var blot at der var tre veje man kunne dreje til højre ad.

det ungarske parlament

Så vi valgte den første. Vi gik længe uden at finde vores hotel, så vi besluttede os for at spørge om vej igen. Endnu engang fik vi hjælp af nogle søde lokale, men de havde ikke helt kunne forklare hvor vi skulle gå hen når vi ramte den store vej….

Vi besluttede os for at praje en taxa, som kunne køre os til vores hotel. Det var intet problem. Chaufføren plottede hotellet ind på hans GPS og vi satte kursen mod hotellet. Chaufførens engelske var ikke for godt, men han var meget nysgerrig på hvem vi var.

Liberty Bridge og en sporvogn i Budapest
Vi fortalte ham, at vi kom fra Danmark og hvad vi lavede til dagligt. Jeg prøvede først på engelsk og dernæst på tysk, at jeg var biologistuderende, men han forstod ikke hvad jeg studerede. Jeg prøvede at forklare ham at jeg studerede dyr, det hjalp heller ikke. Så prøvede jeg at forklare, at jeg studerede fisk og det gik op for ham hvad jeg lavede. “Ah, fish” – Jeg nåede lige at tænke Yes, bingo hvorefter han forsatte “You swimmer! Olympic swimmer!”…biologistuderende, olympisk svømmer? Potato potato..Vi stoppede i hvert fald med, at forsøge at forklare ham hvad jeg lavede.

Vi ankom til vores hotel og checkede ind. Vi fandt en nærliggende restaurant, som serverede ungarsk mad, men det var desværre ikke ligefrem nogen stor success. Vi vendte retur til hotellet og gjorde os klar til en ny dag i Budapest.


Dag 2


Donauen i Budapest

ferie i Budapest

Solskin og alt for meget is

Vi stod tidligt op og spiste morgenmad, så gjorde vi os ellers klar til en dag i Budapest. Vi startede dagens sightseeingtur med at gå over Liberty Bridge. Store isflager flød på Donauen og mindede os om den hårde kulde, som Budapest havde oplevet ugen forinden. Men denne dag havde vi blå himmel og solskin, så vi nødt at gå rundt i Budapest på trods af frostgraderne.

Vi nåede Gellért Hill Cave og ville gerne have forsat vejen op til toppen af Gellért Hill, men stien var dækket af flere centimeter is og de få som prøvede at gå videre op kæmpede for hvert skidt.

Gellert Hill, Budapest
Vi besluttede os i stedet for at gå lidt videre. Vi fandt en trappe, som også skulle gå til Gellért Hill. Her var et gelænder, som vi kunne klamre os til for hvert skidt vi tog på isen, men på det sidste stykke manglede der et gelænder og vi besluttede os for, at det var lidt for farligt at forsætte uden gelænder og vi gik tilbage til vejen.

Fantastiske bygninger og mindesmærker

Vi fandt en lille fransk café, hvor vi fik os lidt at spise og hvor vi kunne få lidt varme. Vi tog dernæst til det smukke Parlament i byen. Her beundrede vi den smukke bygning, som mindede os lidt om Westminister i London.

Shoes on the Donaube Bank, Budapest
Vi forsatte ned langs floden, hvor vi så Shoes on the Donaube Bank, et monument for de 3500 som blev skudt af partiet Arrow Cross under Anden Verdenskrig. Her blev folk beordret til at tage deres sko af inden de blev skudt og faldt i floden. Stedet var tydeligvis populært. Mange kom forbi, tog et billede og gik igen.

Vi blev lidt længere og snakkede om monumentet. Det var simpelt men stærkt. Jeg blev virkelig berørt af det. Pludselig var det som om vi kom tilbage i tiden og kunne fornemme hvordan de mange personer stod ved vandet og blev skudt en efter en. En ordentlig klump samlede sig i halsen og vi forsatte vores gåtur lidt i stilhed.

Seværdigheder i BudapestTurister kæmper sig op til Buda Castle – kvinden gav lidt op

Solnedgang i Budapest

Vi besluttede os for at tage med kabelvogn op til Buda Castle og da vi stod i køen blev vi bekræftet i at det var en rigtig god beslutning! De fleste som droppede kabelvognen kravlede på alle fire op ad bakken. En enkelt mand, som var på vej ned af bakken, besluttede sig for at stå helt stift og begyndte derfor langsomt at glide ned ad bakken.
Vi gik lidt rundt på toppen og tog så endnu en kabelvogn ned tids nok til at se solnedgangen bag Buda Castle. Vi fandt en sporvogn tilbage mod hotellet og fandt en restaurant, hvor vi kunne spise aftensmad.


Dag 3


Den irriterende sælger og fejl nr. 2

Vejret på den sidste dag var knap så god som de første dage. Solen kom kun sporadisk frem mellem de mange skyer og for første gang oplevede vi vind i Budapest. Chillfaktoren var skruet helt op!

The Central Market i Budapest

The Central Market

Shopping i Budapest

Budapest var kold den dag og de hjemløse var blevet lukket ind på metrostationerne

Vi havde besluttet os for at tage turen til Budapest Central Market og videre ned ad Budapests shoppinggade, Váci Utca. Vi næsten sprang fra butik til butik i forsøg på at holde varmen. Vi blev stoppet af en mand ved Seacret butikken. Han insisterede på at vi prøvede en scrub. Vi kom med ind i butikken og pludselig var han i gang med at lave et “super” tilbud med en masse “gratis” gaver.

Min mor kunne godt bruge en god håndcreme, men da vi hørte prisen takkede vi hurtigt nej og var på vej ud af døren. Så blev nogle af de mange “gratis” gaver pillet ud af pakken og prisen blev pludselig meget billigere. Men jeg brød mig ikke om hans salgsmetoder og cremen var stadig ikke billig. Vi forsøgte at gå fra butikken, men hver gang vi prøvede at gå gjorde han alt hvad han kunne for at stoppe os. Til sidst blev jeg sur og gik.

The New York Café, Budapest

The New York Café og fejl nr. 3

Vi besluttede os for, at vi skulle have varmen med en kop varm kakao og min mor havde fået anbefalet The New York Café af en veninde hjemmefra, så vi besluttede os for at tage dertil. The New York Café er nok Budapests dyreste café med danske priser. Det var dog mere end bare en cafe.

kaffe og kage i Budapest
Vi trådte ind i den smukkeste bygning. Her var masser af fine detaljer på søjler og stuk. Loftet var fyldt med malerier og store lysekroner. For enden af de mange borde stod et lille orkester og spillede klassisk musik. Da orkesteret holdt en pause tog en pianist over. Vi blev fristet af de mange smukke kager på menukortet og bestilte både kage og kakao. Fejl nr. 3 for vi kunne selvfølgelig ikke både spise en kage og drikke en kakao!

Men det hele var en oplevelse uden lige. Kagerne var i verdensklasse, kakao var god og fyldig og musikken var smuk. Det var helt afslappede og vi blev lidt længere end normalt – både for at få varmen, men i en grad også for at nyde oplevelsen!

Saint Stephen's Basilica

Saint Stephen’s Basilica og Ronald Regan

Vi forsatte turen mod den overvældende Saint Stephen’s Basilica. Ved indgangen fik vi at vide, at en donation var påskønnet og ved næste dør sad en mand og forsøgte at få en ekstra skilling fra dem, som ikke havde betalt, men vi forsatte bare ind i kirken. Kirken stod klar i 1905 efter 54 års byggeri og er opkaldt efter Ungarns første konge. Kirken er fyldt med smukke malerier og kupler. Det var helt overvældende og jeg havde svært ved at forstå hvor smukt det egentlig var. Jamen, Budapest er simpelthen fyldt med smukke bygninger!

Vi hilste på Ronald Regan nær den amerikanske ambassade og besluttede os for at se fiskebastionen, da vi kun havde hørt godt om det sted. Vi sprang på en sporvogn som vi mente skulle køre hele vejen derop, så vi kunne undgå flere isbelagte trapper. Men vi var åbenbart kommet med den forkerte,  den skulle også stoppe i nærheden, så måtte vi gå det sidste stykke.

Budapests smukkeste kirke

Saint Stephen’s Basilica 

Pludselig stoppede sporvognen midt i det hele. Over højtaleren blev der sagt noget på ungarsk og alle begyndte at forlade vognen. Vi spurgte en kvinde hvad der forgik og hun fortalte at der ikke var mere strøm på vognen og de ikke vidste hvornår den gik i gang igen.

Vi fandt en bus, som vi mente måtte få os nærmere fiskerbastionen,  men nej, den drejede pludselig af og pludselig var vi tilbage næsten er hvor vi startede. Vi besluttede os derfor at det ikke var meant to be og vi fandt i stedet en italiensk restaurant at spise på. Til sidst gik vi en tur gennem det jødiske kvarter inden vi nåede vores hotel, hvor vi pakkede og glædede os over en skøn weekend.

Solnedgang over Buda Castle

En forlænget weekend i Budapest viste sig bestemt at være en god idé! Budapest er virkelig en flot by og rimelig rolig af en storby at være. Priserne er billige og de lokale er venlige, betænksomme og imødekommende (bort set fra irriterende sælgere fra seacret). Jeg forstår godt hvorfor folk forelsker sig i Budapest. Vi havde en skøn weekend og tager gerne tilbage, men næste gang tager vi nok afsted på en lidt varmere årstid 😉

Tine

View posts by Tine

Siden jeg var barn har jeg drømt om at tage ud og rejse. I år 2011 tog jeg for første gang afsted på en længere rejse. Det endte med at blive seks måneders solorejse og siden har jeg blot forsat med at rejse. Jeg elsker kultur, at se steder som jeg ikke har set før og mødet med de lokale. Jeg rejser sjældent med en guidebog eller kort, da jeg er ret god til at finde vej og elsker at gå på opdagelse. Til gengæld er også jeg utrolig god til at miste mine ting og burde snart indberegne erstatning for mistede ting i mine budgetter….

Tak fordi du læser med!

6 Comments

  1. Ja, vi havde bestemt en skøn – og meget kold tur. Tror da aldrig jeg har frosset så meget, som den sidste dag. Men smukt var det – også med de store isflager på floden.
    Jeg vil glæde mig til en tur en forårs- eller sensommerdag 🙂

  2. HAHA har længe overvejet, om vi skulle tage tilbage til Budapest. Vores sidste oplevelse, var ikke så god men det var mere pga. hedebølge 🙂

    Er ikke i tvivl om, at byen sagtens ville kunne tåle et gensyn og din beskrivelse lokker da til et 😉

    Nej nej, Tine du må da have været for længe ude i Asien når du kan falde i de fælder med den sælger 😉 men på en iskold dag forstår jeg måske godt valget af både en kage og kakao.

    /Annette

    1. Alt for mange frostgrader kan også tage toppen af oplevelsen skal jeg hilse og sige 😉 Det er jeg glad for at den gør.
      Jeg blev vist snydt af de gratis ting, sælgere giver aaldrig gratis ting i Asien, og så må temperaturen have gjort et eller andet ved min hjerne 😉 Det var egentlig meningen, at vi bare skulle have kakao, men vi blev fristet af de lækre kager, men jeg kunne ikke drikke mange slurke af min kakao efter at have spist sådan en kage og jeg er ikke meget for at lade ting gå til “spilde”, men jeg måtte give op…

    1. Jeg synes også at det vmere en skøn ny. Ok, så måske september ville være et godt tidspunkt, dejligt at vide 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>