Potosí by, Bolivia

Bolivia er primært kendt for den smukke natur med fantastiske søer, sletter og bjerge, men oppe i bjergene gemmer sig en barsk hverdag for de mange mænd, som hver dag arbejder i de mørke miner. En hverdag, som vi skulle lære lidt mere om.

Gaver til minerne

Vi mødtes med vores guide, Julia, udenfor hendes kontor og tog derefter en minibus til det lokale marked. Her skulle vi købe gaver til minearbejderne.

Vi spurgte Julia, hvilke gaver som minerne helst ville have og om der var noget de manglede. Hendes svar var kort og enkelt: Dynamit og alkohol. Så hun tog os med ind i en lille butik, hvor vi kunne købe dynamitstænger, som om at det var slik og så tog hun os ind på markedet, hvor vi kunne købe 95 % alkohol, som minerne kunne drikke. ”Bare rolig, de drikker det ikke hele tiden. Kun om fredagen” forsikrede Julia os om.

Turen til minerne var utrolig fascinerede, men også frygtlige!

Efter turen på markedet tog vi endnu en minibus op i bjergene. Vejen snoede sig afsted, minibussen var proppet til randen og lidt til. Vi nåede et lille hus tæt på Cerro Rico, minen som vi skulle besøge. Her fik vi udleveret vores udstyr: en hjelm, en pandelampe og en dragt.

Vejen ind i jordens indre

Vi kastede et sidste blik på solen og gik ind i den mørke mine. Der gik ikke længe før at støvet fyldte i vores lunger og næsebor. Vi gik sammenbøjet gennem gangene og forsøgte at undgå at ramme mod det lave loft eller brædderne som hang på kryds og tværs. Vi gik dybere og dybere ned i minen.

En af de trætte arbejdere

To minearbejdere kom ud fra den fjerneste del af minen. Deres ansigter var kulsorte og deres øjne trætte. De færreste minere bliver mere end 45 år gamle på grund af det hårde arbejde og de fleste får lungesygdomme inden de bliver 40. Vi gav dem lidt gaver og hjalp dem med at skubbe deres vogn, som indeholdte på et bjerg af sten, ud af minen. Det var tydeligt, at disse mænd allerede i en ung alder var nedslidte, men de har ikke råd til at holde op med at arbejde, så for at klare livet som minearbejdere må de drikke smerterne væk.

Læs også: Roadtrip til Salar de Uyuni – en kamp for mere end at holde os varme

Julia med El Tío

El Tío – Minernes Gud

Vi lod minerne arbejdede videre mens Julia tog os med hen til El Tío. El Tío (læs: onklen) er lidt lige som en Gud for minearbejderne. Det er ham, som bestemmer i minen. Så de ofrer til ham hver dag, så han ikke bliver sulten og tager en minearbejder i stedet. En gang om året holder de en fest for ham, i håb om at han så vil give dem et godt år, uden alt for mange dødsfald.

Da vi nogle timer senere endelig kommer op fra dybet føler jeg mig mere taknemmelig for solens lys end nogensinde før. Jeg er lettet over at være ude af hulen igen. Heldigvis var det kun for et par timer, men for minearbejderne er det for livet.

Pris:

Fra 100 bolivianos (cirka 97 kroner)

Note:

Jeg har hørt, at forholdene skulle have ændret sig en del siden jeg var der i 2011. Der skulle være kommet mange flere besøgende til minerne, som står i vejen for minerne osv. sådan var det ikke da jeg var der. Heldigvis kom vi ind på minernes principper og stod ikke i vejen for deres arbejde

Tine

Siden jeg var barn har jeg drømt om at tage ud og rejse. I år 2011 tog jeg for første gang afsted på en længere rejse. Det endte med at blive seks måneders solorejse og siden har jeg blot forsat med at rejse. Jeg elsker kultur, at se steder som jeg ikke har set før og mødet med de lokale. Jeg rejser sjældent med en guidebog eller kort, da jeg er ret god til at finde vej og elsker at gå på opdagelse. Til gengæld er også jeg utrolig god til at miste mine ting og burde snart indberegne erstatning for mistede ting i mine budgetter....

Tak fordi du læser med!

Tine

View posts by Tine
Siden jeg var barn har jeg drømt om at tage ud og rejse. I år 2011 tog jeg for første gang afsted på en længere rejse. Det endte med at blive seks måneders solorejse og siden har jeg blot forsat med at rejse. Jeg elsker kultur, at se steder som jeg ikke har set før og mødet med de lokale. Jeg rejser sjældent med en guidebog eller kort, da jeg er ret god til at finde vej og elsker at gå på opdagelse. Til gengæld er også jeg utrolig god til at miste mine ting og burde snart indberegne erstatning for mistede ting i mine budgetter.... Tak fordi du læser med!

4 Comments

    1. Ja, det må det være. Der er ikke noget at sige til at de ser så trætte ud! Heldigvis så støtter mange turbureauer nuværende og gamle minere 🙂 Men er da glad for at man lever i et land, hvor forholdene altid vil være i top!

  1. Godt det ikke er mig ,der har sådan et arbejde. Lidt skræmmende og respekt for at nogle overhoved gør det. Men spændende oplevelse:-)

    1. Jeg tror faktisk at de fleste hellere ville lave noget andet, men at de ikke har noget valg, desværre, men man lærer virkelig at være taknemmelig for at være fra Danmark når møder minernes verden. Men er da glad for at nogle af pengene fra turen også gik til minerne 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>