Hvis du har fulgt med på mine sociale medier fornylig, så ved du, hvor meget jeg elsker Wales! Inden jeg kom dertil, vidste jeg ærlig talt ikke meget om landet og jeg valgte ikke at undersøge noget på forhånd. Der blev ikke googlet billeder og jeg fulgte ikke nogen Instagramprofiler, da jeg ville overraskes og alligevel ikke havde nogen indflydelse på programmet, da jeg var inviteret på en pressetur dertil.

Den slags burde man virkelig gøre noget oftere, altså rejse uden nogen form for research på forhånd, for Wales endte med at tage mig med storm og det skyldes nok delvist, at jeg ikke havde nogen forventninger til landet, overhovedet. Jeg håber virkelig ikke, at dette indlæg kommer til at ødelægge Wales for dig, fordi dine forventninger bliver for høje!

Ah, hvem prøver jeg at snyde? Jeg er sikker på, at du nok også skal blive overrasket over landet. Så uden at strække den længere, får du 10 gode grunde til at rejse til Wales!

Farverige huse i Wales

Storbritainniens mindste hus og farverige huse

I den hyggelige by, Conwy, ligger Storbritainniens mindste hus. Da jeg trådte ind i huset virkede min gamle lejlighed pludselig som et palads. Vi kunne lige være tre derinde, sugede vi maven voldsomt ind, så kunne vi måske have klemt en fjerde mand ind, men så skulle vi vist også have gang i gruppekrammet.

Huset er supernuttet og så gør det heller ikke noget, at Conwy også er en dejlig by, hvor det bestemt ikke gør noget, at man tilbringer en dag eller to i 😉

Portmeirion

Portmeirion, hvor alle husene er farverige og flere har fået malet vinduer på facaden for at få husene til at virke større…

Vi oplevede også mange andre fine og farverige huse, som også var hyggelige, men Storbritainniens mindste hus var nu alligevel noget lidt særligt.

Conwy castle

slotte i Wales

Conwy Castle

Wales’ slotte

Da vi startede vores pressetur, sagde Mike, vores guide, at han selvfølgelig ikke ville regne med, at jeg ville skrive noget om slottene i Wales, for vi har jo rigeligt med slotte i Danmark. Han har vist ikke set meget af Danmark, for slottene i Wales er noget helt helt andet! Det er næsten det ene ridderslot efter det andet.

Caernarfon Castle

Caernarfon Castle

Jeg var vild med slottene! De var virkelig spændende og så ligger de ofte på den ene smukke beliggenhed efter den anden! Conwy Castle har virkelig den smukkeste udsigt over bjergene og bugten. Jeg kunne kigge på den udsigt i timevis! Det kan godt være, at vi også har mange flotte slotte i Danmark, men det ville være en skam, at misse slottene i Wales!

Hundene i Wales

Kan man skrive hundene på som en god grund? 😛 Det er muligt, at jeg har været i Asien lidt for længe og har set lidt for mange gadehunde i dårlig stand, men hold nu op, hvor var hundene i Wales nuttede! Jeg havde lyst til at tømme min rygsæk og fylde den med hunde! Det vrimlede med nuttede hunde, som (næsten) alle havde lyst til at lege. Jeg kan hurtigt blive utryg blandt fremmede hunde, men det blev jeg ikke i Wales, i stedet forelskede jeg mig i den ene hund efter den anden <3

vejret i Wales

Du føler dig som den eneste turist i Wales

Wales modtager cirka 11 millioner turister, hvorfra at 10 millioner kommer fra Storbritannien og resten er primært europærere og japanere (Conwy har åbenbart været i et japansk magasin, som et af de uberørte steder i Europa, som man bare må besøge. Derfor strømmer japanerne til Conwy og byen har en del japanske flag hængende i gadebilledet, det er faktisk lidt absurd).

Men tager man til Wales, og særligt udenfor sommeren, så vil man hurtigt føle sig som den eneste turist i landet, det klager man jo ikke over, vel? 😉

Waliserne

Jeg ved godt, at jeg altid nævner de lokale, når jeg skal fremhæve gode ting ved et land, men jeg synes, at det er ekstrem vigtigt, at de lokale er søde og imødekommende.

Det er for mig en stor del af oplevelsen ved at rejse, det er at møde lokalbefolkningen og hvis de ikke er søde og imødekommende, så er det sjældent, at jeg er glad for det land. Jeg prøver naturligvis altid selv på at være sød og imødekommende overfor turister, hvis du skulle være i tvivl. Waliserne var heldigvis ingen undtagelse!

Det var ikke atypisk, at tjeneren lige skulle høre hvad vi havde lavet i løbet af dagen og hvad vi skulle dagen efter. Ofte kom de også med gode tips til vores tur og program. Når vi alle stod og tog billeder, så kom der også ofte en waliser hen og lige skulle høre, hvor vi var fra, samt lige ville give os et fototip.

Waliserne virkede virkelig stolte over deres land og som om de virkelig gerne ville have, at vi fik den bedst mulige tur rundt i landet.

Da vi kom forbi Storbritainniens mindste hus, blev vi også straks inviteret på te og kage af de søde damer, som arbejdede der, og det virkede ikke umiddelbart som om at vi skulle betale for det, men desværre havde vi en lidt stram tidsplan, så vi måtte takke pænt nej tak til kagen.

Snowdonia National Park

Snowdonia National Park – Kan du få øje på paraglideren på himlen?

Naturen i Wales

Jeg har været i mange lande og Wales er uden tvivl et af de smukkeste lande jeg nogensinde har været i! Det var som et mini-New-Zealand! Naturen er virkelig rå og brutal.

Overalt var vi omringet af bjerge der tordnede op omkring vejen. Vi så smukke vandfald. Vi kørte i gennem smukke dale og forbi søer, som lige så godt kunne have været med i Harry Potter eller Ringenes Herre. Vi besøgte de fineste strande.

Der var så mange gange, hvor jeg undrede mig over, at sociale medier ikke var spækket med billeder fra Wales, som man ellers har set det fra Skotland.

Kan du få øje på de små mennesker på billedet til venstre? (Der er tre i alt)

Du må hellere skynde dig til Wales før resten af verden får øjnene op for landet! Vi så også flere campingpladser for foden af bjerge og så har Wales nogle ret fede trekkingruter, som kan gås på et par timer og helt op til et halvt år. Jeg er allerede begyndt at overveje at tage tilbage, bare for trekkingen.

solnedgang i Wales

Solnedgangene

Solnedgangene var virkelig blandt nogle af de smukkeste, jeg nogensinde har set! Vi var enormt heldige med vejret, ifølge vores guider er september åbenbart også en af de bedste måneder at besøge Wales i, hvis man kigger på vejret.

Langt de fleste dage havde vi blå himmel, hvilket også betød, at vi blev belønnet med den ene smukke solnedgang efter den anden.

Solnedgang på Anglesey

Lige fra den som jeg selv oplevede fra en lille lystbådshavn på Anglesey til den dramatiske solnedgang, som vi oplevede i bjergene, mens vi kørte så hurtigt som muligt mod et udsigtspunkt. Lesson learned, hvis himlen er god til en solnedgang, så kom hurtigt afsted mod et udsigtspunkt!

surfing i Wales

Adventure travel

Er du vil med adrenalin og udfordringer? Så er Wales helt sikkert noget for dig! Her kan du surfe (eller lære det med hjælp fra tidligere britiske og walieske mestre).

Du kan prøve kræfter med coasteering som blev opfundet her. Du kan køre med en bobslæde gennem en skov på vej ned af en høj bakke, prøve forhindringsbaner blandt trætoppene.

verdens hurtigste zipline

Du kan paraglide i Snowdonia eller du kan prøve Europas længste og verdens hurtigste zipline med en tophastighed på 160 km/t over en nedlagt minesø. Jeg tror, at det er første gang jeg har haft så mange adrenalinpumpende aktiviteter på fire dage som i Wales.

europas længste bynavn

Byen med det længste navn i Europa

Når du alligevel lige er i Nordwales, så bliver du simpelthen nødt til at slå vejen forbi Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch det udtales således, hvis du var i tvivl:

(og ja da, jeg har da fuldkommen styr på udtalelsen, har du ikke? 😛 ) og hvis du er i tvivl om hvad det betyder, så kan jeg da lige oversætte og fortælle dig, at det selvfølgelig betyder: The church of Mary in the hollow of White Hazel near the fierce whirlpool and the church of Trysilio by the red cave, men det vidste du selvfølgelig, gjorde du ikke? 😉

Byen med verdens længste navn ligger i New Zealand og hedder Taumatawhakatangihangakoauauotamateaturipukakapikimaungahoronukupokaiwhenuakitanatahu, bare lige så der er styr på det 😉


visit WalesJeg var inviteret til Wales af Visit Wales, i forbindelse med en konference jeg deltog i, derfor er indlægget markeret som reklame. Men som altid er holdninger og dårlige jokes mine egne. 

#Visitwales #STSBelfast #LoveGreatBritain


Mere fra dejlige Storbritannien 

2 Comments

  • Fantastisk! Det både ser ut og høres helt nydelig ut! Etter å ha sett bildene dine (og andres, hehe), har jeg bestemt meg for at jeg garantert tar turen til Wales (og kanskje tilbake til Skottland igjen) neste høst. 😀

    • Det var virkelig også smukt! Uh, jeg vil også gerne til Skotland engang! Sig til hvis du får brug for en rejsemakker 😛

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *