Reklamelinks er markeret med *, det koster dig ikke ekstra at benytte, men til gengæld støtter du bloggen

Okay, Kuala Lumpur bliver nok aldrig en favorit hos mig (den pris går nok til Hanoi eller Taipei, stærkt efterfulgt af Bangkok og Hong Kong, når det kommer til asiatiske storbyer), men desto længere tid jeg har brugt i byen, desto bedre kan jeg lide den. Så jeg er gået fra at have den som absolut hadeby til at den er okay 😉

Men Kuala Lumpur har alligevel lidt at byde på og er fin for et par dage. Her er mine bedste tips til byen, så du forhåbentlig kommer til at lide den bedre end jeg 😉


Kuala Lumpurs seværdigheder


Petronas Towers

Petronas Towers, også kendt som tvillingetårnene, er Kuala Lumpurs vartegn på 451,9 meter og de kan ses fra det meste af byen. De var verdens højeste bygninger mellem 1998 og 2004. De er simpelthen et must see i Kuala Lumpur. I bunden af bygningerne finder du et kæmpe shoppingcenter og udenfor findes KLCC, en fin park, KLCC, til en gåtur. Det koster 80 RM (126 kr), at komme op i den øverste del af tårnet, som har en fed udsigt over hele byen.

Jeg anbefaler, at du booker din billet i god tid, det kan gøres her.

Alternativt, så kan du besøge Menara KL, som også har en fin udsigt, men som til gengæld koster 50 RM (80 kr). Du kan købe billet her*.

Bukit Nanas/KL Forest Eco-park

Bukit Nanas/KL Forest Eco-park

Bukit Nanas, som også er kendt som KL Forest Eco-Park, er en grøn lille oase midt i byen og min yndlingsoplevelse i KL. Desværre, er parken ikke nær så vild, som under mit første besøg i 2011, men i stedet er den blevet lidt mere polereret og parkagtig fremfor vild natur, men du kan stadig opleve bambus og mange kæmpe træer. Så jeg kan stadig anbefale et besøg til Bukit Nanas!

Bukit Bintangs farverige gader

Bukit Bintang blev et område, som jeg ret hurtigt blev glad for. Her er god mad, det er tæt på attraktioner og så er det et fedt område at gå på opdagelse i. Her er nemlig en del steder, hvor vejene og de små gyder er forvandlet til et stort kunstværk og området mindede mig lidt om Haji Lane i Singapore, men uden caféer osv. Jeg synes, at det var fedt at blive en del af kunstværkerne og gå på skattejagt efter dem. Det var klart en af de bedste oplevelser i Kuala Lumpur!

Masjid Negara

Masjid Negara – den nationale moské

Modsat mange lande i Sydøstasien, så er islam den største religion i Malaysia og det kan ses i landet, og selvfølgelig også i KL. Her findes mange moskéer i byen og en af de flotteste er den nationale moské. Selvom et besøg ikke vil tage lang tid, for større er moskéen altså heller ikke, så er den stadig et besøg værd, for den er altså smuk! Lige fra de hvide søjler til det farverige loft. Moskéen er stjerneformet med 18 punkter, som skulle repræsentere ø 13 stater i Malaysia samt de fem søjler i islam (Shahada (islamisk trosbekendelse) daglige bønner, almisse, faste under Ramadan og pilgrimsrejsen til Mekka) og så er der plads til op mod 8000 bedende i moskéen!

Besøget er gratis og alle får udleveret en lille kåbe til at gå rundt i. Dog skal du lige være opmærksom på, at besøgstiderne er 9-12, 15-16 og 17.30-18.30.

Sri Mahamariamman Temple, Little India og Thean Hou Temple

Har du været i Indien, så vil du nok blive lidt skuffet over Little India og har du set et Sri Mahanariamman Temple, så behøver du heller ikke se dette. Men har du hverken været i Indien eller set den slags tempel før, så skal du tage et smut forbi Brickfields og opleve Little India i KL. Her er farverigt og dufter af krydderier. Templet er smukt (husk at dække knæ og skuldre samt tage skoene af før du går ind). Jeg er vild med templer og den ro man finder der, så kan anbefale, at du slår et smut forbi og når du alligevel er i området, så gør dig den tjeneste at se det fantastiske Thean Hou Temple!

Sultan Abdul Samad Building

Sultan Abdul Samad Building og Jamek Mosque

Disse to bygninger ligger ved Merdeka Square, hvor der ofte sker begivenheder, lige fra maratonløb til fejring af uafhængighedsdagen i August. Bygningerne er rigtig fine, dog er det ikke et sted, hvor man får flere timer til at gå, men det er fint for et kort visit. Skal du dog misse noget, så gør det ikke så meget at det bliver dette 😉 Men det er nogenlunde roligt i området og det er hyggeligt, at sidde på græsset og nyde lidt mad med en udsigt til de flotte bygninger 🙂

Batu caves

 

Batu Caves

Lidt udenfor KL finder man Batu Caves. Her står den 42,7 meter høje hindugudinde Murugan, verdens største statue, og op til grotterne er der 272 farverige trin. Jeg besøgte selv stedet i 2011 og følte ikke et behov for at komme tilbage. Grotterne er måske ikke ligefrem overvældende, men statuen og templet ved siden af, syntes jeg var rigtig fint og det var en af de bedste oplevelser, jeg havde dengang, om det har ændret sig, skal jeg naturligvis ikke kunne sige. Pas dog på de tyvagtige aber! De stjæler med arme og ben, så jeg kan anbefale, at du undlader at have mad i rygsækken.

Chinatown, Kuala Lumpur

Chinatown

Okay, Chinatown er måske så meget sagt. Det er mere en gade, Petaling street og et par sidegader dertil, end en egentlig by, men Chinatown er et besøg værd. Her er et hav af gadesælgere, som sælger alt fra souvenirsskrammel til snacks og street food. Her er et hav af fotomuligheder og man kan hurtigt få tiden til at gå her. Det er hektisk og der er sælgere på hver side af vejen, men af en eller anden grund, så bliver man alligevel opslugte af stemningen.

Tip: Ikke langt fra Petaling street ligger Central Market, som er meget berømt, selv synes jeg lidt, at det er en turistfælde, men når du alligevel er i området, så er det måske værd at overveje?

Spis dig i gennem Kuala Lumpur

Kuala Lumpur er en smeltedigel af mennesker. Her findes kinesiske malayer, indiske malayer, malaysiske malayer osv. Det betyder også, at du kan finde et hav af forskellige retter i byen! Så giv dig i kast med at smage dig i gennem KL. Selv giver jeg et par forslag til gode spisesteder i byen nedenfor, men jeg kan helt klart også anbefale, at tage en street food tour, hvor en lokal tager dig til nogle af de bedste steder i byen og giver dig en god introduktion til byens specialiteter! Selv havde jeg fornøjelsen af at blive vist rundt i byen og smage på forskelligt mad med nogle venner af en veninde og det var den skønneste dag! Du kan opleve noget af det samme på denne tur*.

Heli Lounge bar

Heli Lounge Bar er en fed skybar, som kun er åbent om aftenen, om dagen er det en helikopter landingsplatform. Men for nogle år tilbage begyndte man at sætte plastikstole op på platformen, så folk kunne nyde solnedgangen med en drinks i hånden. I dag er platiskstolene skiftet ud med ordentlige stole, men udsigten er den samme. Det er en af de mest fantastiske skybar, jeg nogensinde har besøgt og jeg kan kun anbefale det. Det er altså en vild oplevelse, at stå på en helikopterplatform med en drink i hånden og med udsigt over KL skyline, mens solen går ned. Det er lige før at jeg vil gå så vidt og kalde det for min bedste oplevelse i KL!

Baren åbner kl 17 og holder åbent til kl 24, de fleste dage, dog endnu længere torsdag til lørdag og kun til kl 23 om søndagen. Fra 17-21 er der ingen dress code.

Der er gratis adgang, men du skal købe noget at drikke for at komme derop og man kan ikke slippe udenom. Øl koster 25 RM (40 kr) og en drink 30 RM (47 kr).


Hvor skal man spise i Kuala Lumpur?


De bedste restauranter i kuala lumpur

Restoran Yut Kee

Denne restaurant er meget berømt i KL og er altid godt besøgt! Når du ankommer vil der helt sikkert være en stor kø, men den skal du gå forbi! I stedet skal du gå ind til disken og melde din ankomst og så stille dig i kø med de andre. Heldigvis går det hurtigt og maden er virkelig lækker! Vi var der til morgenmad og fik kaya toast (toast med smør og kokosnøddesyltetøj, mums!), men vi prøvede også en slags kyllingesnitzel, alt sammen virkelig lækkert og ventetiden værd!

Jalan Alor

Jalan Alor ligger i Bukit Bintang og er en gågade, som hver aften forvandles til street food heaven! Her kan du smage dig i gennem alverdens retter, lige fra dumplings til thailandske karryer. Her er noget for enhver og priserne er gode, så gør dig selv den tjeneste, at slå vejen forbi mindst en gang på din rejse!

Kampung Baru

På mit hostel spurgte jeg om råd til at få god malaysisk mad, da jeg endnu ikke have fået nasi kampur, som mange anser for at være Malaysias nationalret. Jeg fik anbefalet Kampung Baru og var ikke helt forberedt på oplevelsen. Det var så lokalt, at en stor del af personalet ikke kunne engelsk, så en lokal mand hjalp mig med at oversætte. Jeg var tydeligvis den eneste udenlændinge og mange kiggede lige en ekstra gang og smilte stort, når jeg hilste. Da jeg gik, sendte det meste af restauranten thumps up i min retning og jeg gik derfra med et stort smil på læbe. Maden var god og billig!

Hong Kee

Det første street food måltid, som jeg nogensinde har spist i Asien, var hos Hong Kee i 2011. Da jeg tog tilbage til KL, så ville jeg selvfølgelig se, om han stadig fandtes og sørme jo! Hong Kee laver såkaldt claypots, hvor ris, grøntsager, kød og fond mikses sammen og varmes i en lerform. Det smager fantastisk og jeg kan kun anbefale, at du kommer her forbi!

President Corner

Mangler du en god biryani, en god karry eller bare roti med dyppelse, så er President Corner leveringsklar! Stedet er velbesøgt af lokale. Maden er lækker og billig, så jeg kom her flere gange. Bestiller man roti canai, så får man et fladbrød med dyppelse for kun 2,25 kr!


Hvor skal man bo i Kuala Lumpur?


Hvor skal man bo i kuala lumpur

Kuala Lumpur er stor og som altid kan det være svært at finde ud af hvor man skal bo ikke? Jeg har boet flere forskellige steder i Kuala Lumpur. Jeg kan anbefale, at vælge et sted nær Masjid Jamek (Jamek Moskéen, undgå dog at bo lige op ad den, med mindre at du gerne vil vækkes kl 5.45) eller i Bukit Bintang.

Mit farvorithostel var helt klart:

BackHome Kuala Lumpur hostel*

BackHome ligger nær Masjid Jamek, men i sikker lydafstand derfra 😉 Hostellet ligger desuden i gåafstand fra flere attraktioner, så som Chinatown, Central Market, Petronas Towers og Bukit Nanas. Stedet er seks renoveret salgsbygninger og har et lidt råt design.

Sengene er formidable og noget af det bedste jeg har oplevet i Asien. Hostellet holdes rent, her er et minikøkken (mikrobølgeovn, service og køleskab). Her er gratis vand (koldt og kogende), te og kaffe, god internet, aircon og gratis morgenmad (toast, frugt, cornflakes og havregryn, om torsdagen serverer de en klassisk malaysisk morgenmad). De har også en TV stue og store fælles arealer, hvor man kan være social.

Deres tilknyttet cafe er hyggelig, maden lækker, kaffen god og den er ofte besøgt af lokale, expats og digitale nomader.

Hostellets private værelser ser også rigtig gode ud! Dog er det ikke med privat badeværelse.

Se priser her*

Generelt er området nær Masjid Jamek, Chinatown, Little India og Bukit Bintang gode steder at bo i Kuala Lumpur.

Søger du et hotel? Så kan du måske overveje Holiday Inn Express* med en fantastisk placering, gratis morgenmad (som dog godt kunne være bedre), pæne værelser, en god pris og fine anmeldelser.

Se priser her*


Transport i Kuala Lumpur


Hvordan kommer man til og fra kuala Lumpur lufthavn?

Den billigste måde er at tage bussen fra Sentral KL. Det koster 12 RM (19 kr) og tager cirka 1-1,5 time, alt efter trafikken. Vær dog opmærksom på, at de fleste busser kører til KLIA2, som er terminal 2, herfra flyver de fleste lavprisselskaber, mens de store, internationale selskaber flyver fra KLIA1. Prisen er den samme, uanset hvilken terminal du skal til, men transfer mellem terminalerne kan godt tage 45 minutter, hvis du er kommet til den forkerte terminal! Så vær opmærksom på om du kommer med den rigtige bus.

Den hurtigste måde er med KLIA express, som også kører til Sentral KL, det tager cirka 45 minutter og koster cirka 50 RM (75 kr) per person. Toget er en behagelig oplevelse, men for mig var det ikke så mange minutter at spare, så jeg ville nok tage bussen fremover.

Transport rundt i byen

Der er et stort netværk af metro og monorail i KL og priserne starter for få kroner. Jeg brugte metroen til længere distancer, men gik ellers rundt.

Jeg kan ikke anbefale, at bruge taxaer, de kører ikke efter taxameter og de er notorisk kendte for at tage røven på turister, desværre. Jeg kan derimod anbefale app’en Grab, som er Asiens svar på Uber. Her er priserne fair (man kender dem på forhånd) og chaufførerne er ærlige! Det kræver dog internet at bruge app’en.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *