Ruteforslag: Vietnam i to uger til en måned, hvad kan du nå?

Indeholder reklamelinks

Vietnam er et skønt land at rejse i – både for nye rejsende og mere garvede rejsende. Landet byder på fantastiske naturoplevelser, utrolig søde mennesker og så er det billigt samt sikkert at rejse i! Jeg kan kun anbefale, at du tager til Vietnam! Jeg har derfor lavet et ruteforslag på to uger til en måned i Vietnam, så du kan se hvad det er muligt at nå på en rejse gennem Vietnam.

Få styr på visumreglerne her

Hanoi
lokale oplevelser i Hanoi


Dag 1-3: Hanoi


Din tur starter højst sandsynligt i Hanoi eller i Ho Chi Minh City i det sydlige Vietnam. Hanoi er en rigtig godt introduktion til Vietnam. Brug tiden på at spise i de lækre og billige gadekøkkener, gå en tur om Hoan Kiem søen, drik kaffe i en af de fede kaffebarer, se Temple of Litterature, se vanddukke teater og meget mere. Brug din tid på evt. at komme over jetlag inden du tager videre.

Om aftenen på dag 3 tager du toget eller bussen videre til Sapa

Læs også: Om visum til lande i sydøstasien og min rejseguide til Hanoi

Bo  Ga hostel eller Hanoi Old Centre Hotel, skal du bruge et hotel i lufthavnen kan jeg anbefale dette


OBS til bustransport: Tager du bussen, så er transfer til og fra dit hostel/hotel/by inkluderet, det skal dog bestilles nogle timer før. Så få receptionen til at bestille din busbillet (nogen hostels tager dog ekstra penge for at bestille) og tilhørende transfer og når du står af bussen, så undgå at tage en taxa, men gå efter de lokale hen til shuttlebusserne.

I Ho Chi Minh bliver man dog sat af i District 10 et stykke fra turistcentrum, så forvent at gå eller tag en Uber/Grab, der er internet hvor du sættes af. I Hanoi er det lidt forskelligt hvor man bliver sat af, men det er som oftest indenfor 3 km af The Old Quarter

trekking i Sapa


Dag 4-6: Sapa


Sapa er Vietnams trekkingcentrum, så kan du lide at trekke og er du vild med smukke landskaber? Så er Sapa helt klart noget for dig! Er trekking ikke lige dig, så er det måske ikke det oplagte sted at tage til. Du ankommer tidligt om morgenen og kan enten tage direkte på trekkingtur eller leje en scooter for en dag inden du tager ud og trekker.

Jeg vil anbefale, at du booker din tur direkte hos en af de lokale fremfor gennem et turbureau i Sapa eller Hanoi. Prisen er stort set den samme, men forskellen er at din guide, som er fattig, enten vil få 5 dollars fra turbureauet eller alle dine 25 dollars (minus penge til mad og benzin), derudover får du sandsynligvis en guide helt for dig selv og skal ikke vandre i en gruppe á 5-12 mennesker.

Vi bookede selv vores tur dagen før, så du kan allerede ringe fra Hanoi og få hende til at hente dig ved bussen/toget, hvis du vil direkte på en trekkingtur. Tager du direkte på trekkingtur og blot trekker to dage, så kan du med fordel skære en dag fra Sapa. Om aftenen på dag 6 (eller 5 eller 7) tager du mod Cat Ba Island eller Hanoi

Læs også: Om min trekkingtur i Sapa

Bo på Go Sapa hostel eller Phuong Nam Hotel, hvis du tager en overnatning i byen

sejltur i Halong Bay


Dag 7-9: Halong Bay


Der er flere måder hvorved at du kan besøge Halong Bay på. Er du på budget? Så anbefaler jeg, at du tager til Cat Ba Island og tager på et endagscruise eller et flere dagescruise til Ha Lan Bay og Halong Bay. Der er færre turister og mindre affald i den del af bugten. Cat Ba Island er faktisk også tiden værd!

Ellers er det også muligt, at tage på cruise fra Hanoi. Jeg kan på INGEN måde anbefale, at du tager et endagscruise fra Hanoi, det tager 4 timer at komme til Halong Bay, så i alt vil du bruge 8 timer på at komme frem og tilbage, så din tid på Halongbugten er begrænset. Tager du fra Hanoi, så vil jeg anbefale at du tager et tre dages cruise.

Om aftenen på dag 9 tager du videre til Ninh Binh (busserne kører kl 19 og 19.30 fra Haiphong, så husk at medregne at du skal til Haiphong, det burde dog være muligt at købe en samlet billet) – priser for bus

Læs om mine oplevelser på Halong Bay samt mit scootereventyr på Cat Ba Island

Det er utrolig let at finde et hotel ved havnefronten


Dag 10-11: Ninh Binh


Du har to dage i Ninh Binh, som er kendt for at have “Halong Bay på land” (Tam Coc), som skulle være særlig smukt i maj måned når rismarkerne er helt gule! Brug ellers tiden på at Cuc Phuong Nationalpark og nyd den smukke natur. Om aftenen på dag 11 tager du videre til Phong Nha Nationalpark/Dong Hoi.

Phong Nha Nationalpark


Dag 12-13: Phong Nha Nationalpark


Phong Nha Nationalpark har nogen af verdens største huler. Har du ikke lige 3000 dollars til at besøge verdens største hule? Jamen, så kan du altid besøge nogen af de mindre som Dark Cave, Paradise Cave, Phong Nha Cave og Hang En. Lej en scooter og kør rundt i det smukke landskab (ja, det er selv smukt i regnvejr!), besøg de huler som du allerhelst vil se, camper i Hang En hulen og meget mere.

Der er huler for enhver smag. Føler du, at du har set nok huler i dit liv, så kan du godt springe Phong Nha over og bruge tiden et andet sted. Er du til gengæld vild med huler og kan du ikke få nok? Så kan du snildt bruge en dag eller to mere her.

Om aftenen på dag 13 tager du mod Hoi An. Du kan enten tage toget eller bussen til Danang og så tage den lokale bus til Hoi An. Bussen er nok mest praktisk, men togturen fra Hué til Danang er blandt en af de smukkeste i verden og det kører forbi det smukke Hải Vân Pas, som blandt andet er kendt fra Top Gear. Det stykke vil jeg klart anbefale, at du oplever! Det er selvfølgelig også oplagt, at tage ½-2 dage i Hué, hvis du skulle få lyst, men jeg brød mig ærlig talt ikke meget om byen.

Læs også: Om mine oplevelser i Phong Nha

lokal kvinde i Hoi An


Dag 14-20: Hoi An


Hoi An er nok min favoritby i Vietnam. Den gamle bydel er smuk og romantisk og uden de mange scootere! Der er masser af muligheder for at få nogle gode billeder! Byen har derudover en dejlig strand og noget af det bedste street food, som jeg har fået i Vietnam. Derudover er der gode muligheder for at få noget billigt skræddersyet tøj hos en af byens mange skræddere. Ja, Hoi An er nok også en af de mest turistet byer i Vietnam, men den er bare så hyggelig, at det egentlig ikke gjorde mig så meget og så er det rimelig let at komme væk fra turisterne 😉

Er du tidspresset, så kan du også skippe nogle dage i Hoi An, men langt de fleste, som har besøgt byen er vilde med den og fortryder, at de ikke havde tid nok.

Om aftenen tager du bussen til Nha Trang (tager cirka 12 timer), hvorfra du tager bussen til Dalat. Du kan selvfølgelig også vælge at blive i Nha Trang, hvis du synes at en russisk charterdestination lyder attraktivt….

Læs også: 10 fantastiske spisesteder i Nordvietnam

Bo på Little Leo eller Hoi An Luna Villa

jordbær og action i Dalat


Dag 21-23: Dalat


Du ankommer om formiddagen til Dalat på dag 21. Dalat kaldes også for Vietnams Paris på grund af byens mange fine parker samt deres kopi af Eiffeltårnet.

Brug din tid i Dalat på at spise jordbær, udforske de små gader, tage på scootereventyr til et eller flere af de 90 vandfald i byen og Valley of Love, prøv canyoning (det er alle pengene værd), oplev The Crazy House, aftenmarkedet og nyd en gåtur i parkerne og omkring søerne i byen. Der er i hvert fald nok at lave i Dalat, men igen igen, så vil jeg anbefale at du bruger det meste af din tid udenfor centrum 😉

På dag 23 tager du en natbus fra Dalat til Ho Chi Minh City. Ifølge hjemmesiden burde busturen tage 11 timer, men det er nok nærmere 8, så vær forberedt på at ankomme tidligt i Ho Chi Minh City!

Læs om mine oplevelser med canyoning i Dalat

Bo på Tiny Tigers (perfekt til solorejsende, som spiser med til middag) eller Tulip hotel

storbyliv i Ho Chi Minh City


Dag 24-25: Ho Chi Minh City


Jeg bliver nok aldrig den helt store fan af Ho Chi Minh City, men generelt er jeg heller ikke den store fan af storbyer og det er klart for naturen, at du skal tage til Vietnam! HCMC, eller Saigon som byen også kaldes, er dog alligevel værd at bruge et par dage på. Besøg Ho Chi Minh City museum eller revolutionsmuseet, det berømte postkontor, Notre Dame, nyd gågaden (Bui Vien), se udsigten fra en rooftop bar og spis god street food. På dag 25 eller 26 tager du transport videre til Mekongdeltaet, det tager cirka 3 timer med bus til hhv. Can Tho og Chau Doc + transfer selvfølgelig

Bo på CLCC Hostel eller Ava 3 hotel (jeg har i dette tilfælde boet begge steder)

Mekongdeltaet


Dag 26-27: Mekongdeltaet


Mekongdeltaet er et fantastisk område, som strækker sig helt fra Kina til Sydøstasien og hele 4500 km og er faktisk det område i verden mest næsthøjest biodiversitet efter Amazonasjunglen. Skal du forbi Sydvietnam, så kan du altså ikke springe Mekongdeltaet over! Og du kan altså sagtens bruge mere en to dage her, men det er blot hvad jeg mener er minimum! Bo i et homestay på landet, sejl gennem de små kanaler i floden, besøg de flydende markeder nær Can Tho og evt Tra Su skoven nær Chau Doc.

Læs også om mine oplevelser i Can Tho

De sidste 3-4 dage vil jeg efterlade som en buffer, så du kan tage længere tid i de byer som du godt kan lide ellers kan du overveje en af nedenstående destinationer. Personligt brugte jeg en måned på at rejse fra Hoi An til Hanoi (med dage i Sapa og Cat Ba Island) og kunne godt have brugt længere tid.

hvad skal man bare se i Vietnam?


Har du mere end en måned i Vietnam?

Så kan du overveje disse destinationer (de grønne punkter på kortet):

Har du “kun” 2-3 uger i Vietnam?

Så ville jeg vælge at fokusere på blot en del af landet. Hvis jeg skulle vælge, så ville jeg gå efter den nordlige del af landet. Det er klart min favoritdel 🙂


Læs også mit rejsebudget for Vietnam samt mine ruteforslag til Thailand, Cambodja og Laos


*Dette indlæg indeholder reklame-/affiliate links. Det betyder at jeg tjener lidt, hvis du bruger mit link, men det koster ikke dig ekstra. Jeg håber derfor at du vil støtte bloggen ved at bruge mit link – på forhånd tak 🙂


 

Tine

View posts by Tine
Siden jeg var barn har jeg drømt om at tage ud og rejse. I år 2011 tog jeg for første gang afsted på en længere rejse. Det endte med at blive seks måneders solorejse og siden har jeg blot forsat med at rejse. Jeg elsker kultur, at se steder som jeg ikke har set før og mødet med de lokale. Jeg rejser sjældent med en guidebog eller kort, da jeg er ret god til at finde vej og elsker at gå på opdagelse. Til gengæld er også jeg utrolig god til at miste mine ting og burde snart indberegne erstatning for mistede ting i mine budgetter.... Tak fordi du læser med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>