Roadtrip til verdens største saltørken og Bolivias vilde natur

En tur til Salar de Uyuni er et klart must do i Bolivia. Det var en tur, som jeg havde set meget frem til. Fantastisk natur i flere dage, det kunne simpelthen ikke blive bedre! Men desværre endte turen med at tage en uventet drejning.

Quebrada de Palala, Bolivia

Quebrada de Palala

Starten på vores roadtrip til verdens største saltørken og Bolivias vilde natur

Det var tidligt morgen, da vi mødte op nede på gaden. Vores chauffør, Ruben og vores kok, Jeannet, stod allerede og pakkede bilen. Vi var en gruppe af fire: Alex fra Australien, Paul fra Irland, Seth fra USA og jeg – vi rejste alle normalt alene, men ikke de næste par dage. Ace of Base pumpede ud af højtalerne, da vi susede afsted ud i landskabet.

Vi kørte ikke langt, før vi så den første smukke natur – bjergkæden Quebrada de Palala, som lignede et Marslandskab – det startede allerede godt! Vi kørte mod toppen af bjergene og stoppede ved et lille udsigtspunkt over El Sillar (Valley of the Moon). Det blev bare bedre og bedre. Vi kørte dybere ind i landskabet og mine forventninger var på kort tid blevet væsentlig forhøjet.

Læs også: Bolivia i billeder

Månedalen, Salar de Uyuni, Boliva

Valley of the moon

Landskabet blev hurtigt goldt og det virkede lidt som om vi havde oplevet dagens højdepunkter. Vi kørte fra den eneste spøgelsesby efter den anden. Vi stoppede i en lille landsby med kun 250 indbyggere, hvor det var meningen at vi skulle tilbringe natten. Ruben fortalte os, at vi lige så godt kunne køre lidt længere i mørket og sove i den næste by. Så det gjorde vi. Vi ankom til en lille by med et lille antal huse omringet af de høje bjerge. Vi kunne ikke vente med at stå op og opleve mere vildt landskab.

lamaer ved Salar de Uyuni

Verdens bedst beliggende varme kilder og farverige laguner

Det havde været en kold nat og på trods af en varm sovepose og flere tæpper havde vi stadig frosen. Jeg fortrød inderligt, at jeg ikke havde købt en ordentlig vinterjakke inden afgang. Vi vågnede op til den smukke udsigt omringet af bjerge!

Vi boede tæt på en lagune, som vi selvfølgelig kørte ud til om morgenen, hvor vi stødte ind i det første problem på turen – et flat dæk. Heldigvis havde Ruben da lige en cykelpumpe med, så fik han lige pumpet dækket fuld af luft i løbet af nul komma fem. Vi forsatte turens mod de varme kilder i Chalviri, Laguna Polques.

varme kilder i Bolivia

De varme kilder

De må næsten være verdens bedst beliggende varme kilder – omringet af bjerge! Vi hoppede i badetøjet og hoppede i vandet. Det tog lidt tid at vænne sig til, men det var dejligt at blive varmet godt i gennem og behøver jeg at fortælle hvor svært det var at komme op igen?

En frygtelig beslutning satte os i livsfare

Vi kørte videre, men pludselig stoppede Ruben. Han ville ikke køre videre mod Laguna Verde. Vejene var dækket af et tykt lag sne, så det var umuligt at vide hvor vejen var og ikke mindst hullerne, det var simpelthen for farligt at forsætte.

bilen sidder fast i sneen i Bolivia

Alex og Seth insisterede på at han forsatte – de havde betalt for at se lagunen, så skulle de også se lagunen! Jeg prøvede at snakkede dem til fornuft. De vidste jo ikke hvad de gik glip af og Ruben kendte området bedre end nogen af os, så selvfølgelig skulle vi lytte til ham. Men de blev ved med at insistere indtil han gav efter og forsatte på ruten.

Vi kørte ikke langt før vi pludselig sad fast. Vi havde ikke nogen skovl eller en anden bil i nærheden. Vi brugte hænderne til at fjerne sne og slæbe sten hen til bilen, så bilen måske få bedre fat. Pludselig kom en bil fra samme firma, som vi havde set dagen forinden. De andre kom ud og hjalp lidt, men forsvandt så lidt igen. Det var frustrerende at se dem køre væk, når vi sad i saksen.

vores chauffør reparerer bilen

Efter lang tid kom de tilbage. De havde fundet en anden bil, som heldigvis havde en skovl med. Vi begyndte at grave bilen fri og grave en vej foran den, men det viste sig at en stor sten havde ramt understellet og havde sat forhjulene ude af funktion. Ruben og den anden chauffør kravlede under bilen og forsøgte at fikse den.

Efter to timer fungerede bilen endelig og vi kunne køre mod Laguna Verden igen. Stemningen var intens og alle var stille. Vi frygtede alle at vi skulle sidde fast igen, som faktisk næsten skete. Mit hjerte stoppede et sekund, da det næsten skete, men heldigvis fik Ruben reddet bilen i sidste sekund og vi nåede lagunen.

Læs også: Besøg i Bolivias miner

Laguna Verde, den grønne lagune i Bolivia

Laguna Verde

Belønningen

Laguna Verde var helt fantastisk smuk! En helt grøn sø for enden af endnu et smukt bjerg. Det var utroligt smukt, men det blev bare lidt bedre af at vi næsten ikke havde klaret det.

Seth og Alex lærte i den grad, at man skal lytte til de lokale. Vi havde alle tænkt i løbet af de få timer, at ingen af os ville kunne klare os i gennem den kolde nat i en bil, så vi var alle enormt lettet!

Dalí ørkenen i Bolivia

Dalí ørkenen

Vi kørte videre til Dalí ørkenen, som ligner kunstneren Dalís surrealistiske malerier. Vi forsatte dernæst til et område med geysere inden vi satte kursen mod Huaylljara, hvor vi skulle overnatte.

Problemerne forsatte…

Tredje dag startede med endnu et highlight- Laguna Colorada, som er kendt for at have en mørkerød farve og en masse flamingoer, men det havde flamingoerne vist ikke hørt, for der var kun to. Men endnu engang var området ubeskrivelig fantastisk! Bjerge og farverige søer kan altså bare noget…

Laguna Colorada, Bolivia

Laguna Colorada, Bolivia

Der gik ikke længe før problemerne startede igen, men denne gang var det ikke vores bil som havde problemer. Den anden bil fra samme selskab gik pludselig i stå og en røgsky stod op fra motoren.

Vi spiste tidligt frokost i en forladt by, mens chaufførerne kiggede på bilen. Endnu engang fik de fikset bilen med rimelig få midler, men vi nåede at køre cirka 5 minutter før vi igen så røg fra motoren. De forsøgte igen og igen at fikse problemet, men intet så ud til at virke. Så i stedet blev vi alle smidt over i samme bil.

Bjergsøer og bjerge Bolivia

Endnu en af de smukke søer, læg mærke til bilen til højre

I mens ventede chaufføren og kokken fra den anden bil i ørkenen. På en eller anden måde ville de forsøge, at få den tilbage til Tupiza. Bilen var stoppet til randen og vi måtte sidde i lidt akavede stillinger for at der var plads til os alle. Varmen var intens og næsten kvælende. På et tidspunkt blev det for meget for en franskmand bagerst. Han blev næsten klaustrofobisk og måtte på turen tidspunkt ud og stå i ti minutter.

Vi kørte i voldsom fart og vores stop var ultrakorte. Vi havde lerede mistet fire timer, så vi havde lidt at indhente, hvis vi ikke skulle komme for sent frem. Vi brugte natten i et hotel bygget af salt fra Salar de Uyuni og det skulle vise sig at være turens varmeste hotel.

Isla Incahuasi i Salar de Uyuni

Isla Incahuasi i Salar de Uyuni

Solopgang i Salar de Uyuni

Solopgang i Salar de Uyuni

Ankomst til Salar de Uyuni

Den næste morgen forsatte vi turen mod Salar de Uyuni. Det var stadig mørkt da vi kørte afsted og vi nåede saltørkenen lige til solopgangen! Det var næsten et magisk øjeblik og vi glemte hurtigt de mange problemer vi havde haft. Vi kørte til Isla Incahuasi, hvor vi gjorde et stop og kiggede udover Salar de Uyuni. Vi kørte lidt videre rundt i saltørkenen inden vi kørte mod Uyuni-by. Det havde været et barskt roadtrip til verdens største saltørken og Bolivias vilde natur, men det havde været alle stabaserne værd! Flag i saltørkenen i Salar de Uyuni

Tips og information

Pris:

1300 BOB (cirka 1250 kroner)

Firma:

Tupiza tours

Medbring:

Solcreme, solbriller, hue/handsker/halstørklæde, en varm og vindtæt jakke/bukser, hånddisinfektion og toiletpapir (der er kun toiletter der hvor du overnatter) og almindeligt tøj.

Først udgivet i 2015 på engelsk, oversat i 2017

Tine

View posts by Tine

Siden jeg var barn har jeg drømt om at tage ud og rejse. I år 2011 tog jeg for første gang afsted på en længere rejse. Det endte med at blive seks måneders solorejse og siden har jeg blot forsat med at rejse. Jeg elsker kultur, at se steder som jeg ikke har set før og mødet med de lokale. Jeg rejser sjældent med en guidebog eller kort, da jeg er ret god til at finde vej og elsker at gå på opdagelse. Til gengæld er også jeg utrolig god til at miste mine ting og burde snart indberegne erstatning for mistede ting i mine budgetter….

Tak fordi du læser med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>