Solen er knap stået op. Jeg står på en vej i Lijiang og venter på min bus. Hostellet har givet mig et busnummer og et cirka tidspunkt for bussens ankomst, men jeg har ingen billet. Jeg aner ikke, om jeg skal kigge efter en stor bus eller en minibus eller om jeg overhovedet står på den rigtige side af vejen. Klokken har for længst passeret mødetidspunktet og jeg begynder at stresse lidt, selvom forsinkede busser ikke er usædvanligt i Kina.

Ruten på Tiger Leaping Gorge
Pludselig står der en kineser midt på vejen og vinker af mig. Jeg spørger om det er bussen til Tiger Leaping Gorge og manden nikker ivrigt. Jeg går ombord på bussen, som ikke når at køre mange meter, før jeg falder i søvn.

I små øjeblikke kommer jeg tilbage til virkeligheden på den smukke køretur, men ellers sover jeg det meste af turen, indtil vi når betalingsstationen. Vi betaler for indgangen og kører lidt videre til byen Qiotau, hvorfra trekket starter.

Det bedste trek i Kina

En rookie mistake og trætte ben…

Vi er i alt syv personer, som skal trekke gennem dalen. En amerikaner, en franskmand, fire polakker og mig. Jeg falder i snak med den ene polak, Giorg, som underviser i engelsk og spansk, på 4. år, i en by i det sydlige Kina. Hun har tidligere trekket denne tur og fortæller lidt hvad jeg kan forvente af turen.

tehustrek i Kina

Vi starter turen på en etableret vej, men jeg sukker allerede over udsigten. ”Bare vent til senere på turen” siger Giorg.

Vi når en lille landsby og en pil viser, at vi skal op ad en lille mudret sti ved et lille hønsehus. Ejeren står allerede klar ved et lille bord og vil meget gerne sælge os overtræk til sneakers, men vi takker pænt nej tak.

trekkingrute i Kina

Vi forbereder os mentalt på at bestige et bjerg og tager de første skridt på stien. Vi lægger hurtigt den lille landsby bag os. Giorg og jeg snakker om alt fra uddannelse til forskelle mellem Kina, Danmark og Polen.

Bjerget er helt idyllisk med grønt græs og grantræer længere oppe. Desto højere vi komme op, jo bedre udsigt har vi, men på den anden side af kløften kan vi se dem arbejde på at lave en vej gennem bjerget.

vandring i Kina

”Så er det bare et spørgsmål om tid, før der kommer en glasbro og et hav af kinesere hertil” konstaterer Giorg. Det gør ondt at tænke på, at dette nok ikke forsætter med at være et smukt og lidt øde trekkingområde.

Vi er ikke engang halvvejs, før mine ben begynder at blive trætte. Måske jeg slet ikke er klar til de store trekkingture ovenpå min sygdom? Når jeg lige at tænke, inden jeg kommer i tanke om, at min morgenmad egentlig ikke var så stor.

Yunnan i Kina

Jeg bander over min rookie mistake og tænker, at jeg burde have købt en snickers fra den kinesiske dame. Men jeg har også efterhånden lært, at det ikke nytter noget, at banke sig selv oveni hovedet, fordi man laver fejl. Heldigvis har jeg nogle jordnødder med, som jeg må klare mig med, til jeg når frem.

Vi går over prustende over den første bakke, mens en kinesisk kvinde løber, så let som en fjer, efter hendes geder for at få dem til at gå ned af bjerget. Så løber hun op efter den pose champignoner, som hun efterlod et godt stykke oppe ad bjerg.

Hun virker ikke besynderlig påvirket af løbeturen op ad bjerget, da hun hilser på os, mens vores hår allerede klistrer sig til vores hoveder af sved.

Jeg vil selv!

Vi når op til en skov og kommer kort tid efter til en bod, som sælger energidrikke, snickers, sodavand og hash. Jeg holder mig til en snickers, mens Giorg køber en energidrik og hash.

Min ene sko er begyndt at gnave i hælen, så jeg sætter mig på en sten for at tage plaster på. Giorg venter venlig på mig, men jeg fortæller hende, at hun bare kan forsætte uden mig.

Det er et år siden, at jeg var så syg, at de 10 meter ud til mit køkken var hårdt. Jeg sov det meste af dagen, vågnede udmattet som om jeg havde løbet et maraton i løbet af natten og havde jævnlig rysteture. Jeg kan mærke, at jeg har brug for at gå denne tur alene, i mit eget tempo, for at dette bliver min sejr. Giorg er sød, men det bliver ikke min sejr med hende ved min side.

en vandrende pind

En vandrende pind baby

Franskmanden kommer forbi og hepper på mig for at forsætte. Jeg fortæller ham, at jeg bare skal have et plaster på hælen, så er jeg klar igen. Han går videre uden mig og jeg spiser min snickers for at trække tiden yderligere, så jeg er sikker på, at jeg ikke indhenter dem undervejs.

Den første landsby

Jeg forsætter gennem skoven. Her ser jeg uforståelige skilte, hvor kineserne har forsøgt at oversætte kinesiske sætninger til engelsk. Pludselig åbner himlen sig og jeg finder hurtigt min regnjakke og går videre. Heldigvis er der ikke langt til den nærmeste landsby, men jeg ved at ruten kan blive farlig, hvis det regner for meget.

Ikke alle skilte gav helt mening

Der går dog ikke længe før jeg når dagens sidste nedstigning. Den lille sti er allerede blevet til en stor mudderpøl. For at være sikker på at jeg ikke vælter ned af stien, bliver jeg nødt til at gå i hug ved hvert et skridt og hver gang er jeg lige ved at sætte mig på røven. Jeg slipper dog heldigvis for at rutsche hele vejen ned og kan dernæst gå hen til turens første tehytte, Naxi Guesthouse.

Naxi Guesthouse

Jeg får straks stukket en friskbrygget myntete i hånden, som jeg ankommer. Jeg bestiller lidt frokost og beslutter mig hurtigt for at blive natten over, selvom det stadig er tidligt på eftermiddagen, men jeg ved, at turens hårdeste stykke venter som det næste, så i stedet sparer jeg på kræfterne.

Jeg er heldig at få et værelse for mig selv, med udsigt over bjergene og jeg falder i søvn med øffende grise og klukkende høns som naboer.

28 bends, Tiger Leaping Gorge

28 bends

Jeg starter dagen med en portion havregrød, som ellers har været en mangelvare for mig i Kina, samt to æg og en kop milk tea. De første to grupper begiver sig ud på stien og ikke længe efter går jeg også. En kinesisk mand viser mig vej til den lille sti og så går turen ellers bare opad, opad og opad! Jeg finder hurtigt et tempo som jeg kan holde nogenlunde stabilt.

Stien svinger sig 28 gange og særligt den første del er hård. Jeg tager mange pauser og begynder på min isotoniske drik før forventet. Til tider er ”stien” blot sten af forskellig størrelse og jeg skal virkelig koncentrere mig om at træde rigtigt.

Jeg holder en pause på en stor sten, for at få vejret. Mens jeg sidder på stenen lægger jeg mærke til lidt bevægelse ud af øjenkrogen. Da jeg kigger ned på jorden, opdager jeg en vandrende pind! Jeg har kun set en vandrende pind en gang før og det var på naturhistorisk museum…

Jeg griber straks mit kamera og tager et par billeder af den lille fyr, som holder sig helt stille. Så går jeg igen, for ikke at skræmme den lille fyr alt for meget.

vandrende pind

At se en vandrende pind har givet mig fornyet energi og jeg forsætter op ad bjerget med højt humør. Jeg når en lille skov med en lille hytte, der ligner endnu en lille shop, men ejeren sover længe og misser derfor en kunde i dag.

Jeg forsætter yderligere op og ser et lille plateau, hvor man kan se udover bjergene og kløften, så jeg kravler ud gennem hegnet ved siden af en tom shop. Skyerne indhyller bjergene i en magisk tåge og dækker for udsigten til floden. Jeg nyder stilheden for en stund og går dernæst tilbage til stien.

venlig kineser

Chokolade-damen

En kinesisk kvinde har i mellemtiden nået den lille shop og er ved at stille varer op. Hun øjner sig en mulighed for at sælge, men jeg takker nej, da hun ikke har nogle varer, som jeg er interesseret i.

Jeg når få skridt op ad stien, da hun råber ”chocolate” efter mig. Det får mig til at kigge tilbage. Den lille dame vifter med en snickers og jeg havde besluttet mig for at købe en igen i dag. Så jeg går tilbage til butikken og køber en snickers.

Damen ser tilfreds ud over at have lavet det første salg så tidligt på dagen. Jeg takker hende for chokoladen, stopper den i tasken og forsætter turen.

Slut på paradiset?

Da jeg når toppen af 28 bends bliver det fejret med den nyindkøbte snickers. Nu går turen så nedad igen, men turen er flot.

Jeg overhaler en taiwanesisk mand og og jeg kommer forbi rutens første vandfald, inden jeg når et lille tehus, hvor jeg møder den kinesiske gruppe fra mit guesthouse. Jeg stopper for frokost mens kineserne og taiwaneseren forsætter.

Jeg indhenter taiwaneseren igen. Manden er ved at gå den forkerte vej, men jeg får heldigvis stoppet det og vi snakker kort sammen. Han er glad for at høre, at jeg tidligere har været i Taipei og var vild med det. Jeg lader ham gå i forvejen igen.

bjerge i Kina

Taiwaneseren 

Jeg går lidt længere og kommer til en anden lille by, hvor de er ved at lægge en vej. Bliver det mon dødsstødet til dette paradis og de sjældne dyr og planter her? tænker jeg. Jeg håber det ikke.

Jeg spørger en kinesisk kvinde om vej til Tina’s og hun peger mig hen ad en lille sti. Jeg har ikke fulgt den længe, før jeg ser taiwaneseren lidt længere oppe af bjerget, men et lille skilt peger i den modsatte retning.

vandring alene

Ved han noget jeg ikke gør? tænker jeg og går i den samme retning som manden. Jeg indhenter og overhaler ham, men når til sidst en blind vej, så vidste han altså ikke mere end mig, tværtimod!

Til gengæld har vi nået en bjergtop og har den vildeste udsigt over kløften og så til og med for os selv! Vi går dog ned mod den rigtige sti igen og jeg smutter hurtigt fra ham igen.

Efter en meget mudret vej, som har fået det nederste af mine bukser til at skifte farve, når jeg Halfway Guesthouse, som ligger præcis halvvejs på ruten. Jeg fejrer milepælen med en kold cola og forsætter ud på ruten! Jeg går gennem vandfald med lodrette klippeskranter højre side. Jeg møder en mand, som lufter sine geder og en enkelt vandrer ellers er jeg alene.

Endnu en dum fejl

Jeg finder et skilt til Tina’s og pakker mobilen med kort væk, overbevist om at jeg sagtens kan finde til mit guesthouse herfra. Stien er mudret og fyldt med glatte sten, så til tider skøjter jeg rundt og flere gange må jeg ned og holde på jorden ved hvert et skridt.

Læg mærke til personen til højre

Endelig kan jeg se Tina’s i det fjerne, så er ruten snart slut. Mine fødder er efterhånden godt ømme og jeg kan mærke dem gnave i hælen, så det er rart at turen snart er slut. Jeg har dog valgt ikke at overnatte på Tina’s, da jeg har hørt, at det primært er kinesere som er der. I stedet har jeg besluttet mig for at overnatte på Walnut’s.

Jeg passerer Tina’s og et 2 km højt vandfald, mens floden bruser forneden. Jeg når et skilt for Walnut’s og det går op for mig, at jeg har begået en fejl. Jeg skulle slet ikke have været nede af bjerget, for Walnut’s ligger på toppen. Så jeg må bestige bjerget endnu engang.

bedste hiking ruter i Kina

Jeg når cirka 1/3 op, da jeg bliver overhalet af en bil. Ud af bilen stiger en mand. Han forklarer, at han er chauffør for Walnut’s og kan køre mig derop gratis. Efter lidt overtagelse skider jeg hul i min egen stolthed og tager i mod tilbuddet, til mine fødders taknemmelighed. På Walnut’s får jeg også hurtigt serveret te og efter en god aftensmad og et bad går jeg i seng.

Walnut's Guesthouse

Walnut’s

En sidste tur

Jeg vågner til af regn som løber ned ad ruden. Det har regnet hele natten og det har forårsaget stenskred senere på ruten. Jeg får at vide, at det er risikabelt at forsætte til det sidste guesthouse på ruten, som jeg ellers havde regnet med.

 

Men jeg vil heller ikke sætte livet på spil og i stedet vælger jeg at trekke til et nærliggende vandfald, som ikke skulle være så farligt at trekke til. Det betyder, at jeg endnu engang skal op ad bakke og jeg overvejer kort om jeg måske bare skulle droppe vandfaldet og gå ned til Tina’s for at tage med den første bus, men jeg ombestemmer mig hurtigt, det er jo nu, at jeg er her.

Jeg når et lille hus og hilser pænt på den lokale kvinde. Forvirret står jeg i hendes ”forhave” eller mudderpøl, som nogen nok nærmere ville kalde det, da hun spørger mig om noget på kinesisk.

Jeg kan selv sagt ikke forstå hende, så prøver at imitere et vandfald. Jeg er tydeligvis ikke et godt vandfald, for hun stirrer på mig med et uforstående blik. Jeg viser hende hermed et kort og hun peger på hendes baghave, men der er ingenting som skulle indikere en sti.

Så husker jeg en anden backpackers ord: ”Bare følg vandledningen, så kommer du dertil”- det er da forsøget værd, tænker jeg. Jeg tvivler flere og flere gange på min beslutning, lige indtil jeg får øje på den blå pil som indikerer vejen.

Jeg når et stykke, hvor stien er så smal, at man kun kan have en fod på den, samtidig med at en stor sten dækker indover stien, så man skal holde sig foroverbøjet samtidig med at man holder sig lidt til siden med en fod på stien.

Hvis man falder, så er der mange hundrede meter ned i afgrunden. Det virker næsten umuligt, dog finder jeg et lille stykke hvorpå jeg kan sætte den anden fod, så jeg kan gå få millimeter frem af gangen. Med hjertet i halsen får jeg langsomt arbejdet mig fremad og jeg ånder lettet op, da jeg når den anden side.

Jeg går kort gennem en lille skov og bliver belønnet med udsigten til et kæmpe vandfald, omgivet af bjerge. Det har klart været besværet værd!

Et lift ”hjem”

Jeg begynder at følge skiltene mod Tina’s, men pludselig er de væk og jeg er atter på vej til Walnut’s. Jeg forsøger at finde vejen igen, jeg tjekker min app, men den vil have mig til at gå tilbage.

Jeg er ved at løbe tør for tid, så jeg vælger at gå tilbage mod Walnut’s fremfor at bruge tid på at lede efter en sti, som jeg måske aldrig finder. Da jeg når Walnut’s er tiden virkelig presset, så jeg beslutter mig for at løbe ned af bjerget.

bedste hiking ruter i Kina

Med højt musik i ørerne tilbagelægger jeg meter efter meter. Turen virker ekstra lang nu hvor jeg har travlt. Træt og svedig når jeg bunden og jeg vurderer, at jeg sagtens kan nå bussen nu. En bil kører op på siden af mig og vinduet ruller ned.

I bilen sidder der to kvinder og de spørger, hvor jeg skal hen. Jeg forklarer, at jeg er på vej til Tina’s for at tage bussen mod Lijiang, hvortil de svarer: ”Det er vi også! Vil du have et lift?”.

One til ventre og Peter til højre

Jeg vurderer hurtigt, at de ikke har bagtanker og hopper ind i bilen. Pigerne, som kalder sig Peter og One, er enormt søde. De spørger ind til min rejse og synes, at jeg er meget modig for at rejse alene. De fortæller, at de begge har studeret i England, men ellers er de mest stille på turen og jeg opgiver hurtigt at komme nærmere ind på livet af dem.

De 100 km til Lijiang tager 3 timer at gøre, da vi flere gange må stoppe for stenskred og de arbejdere som forsøger at rydde op og fordi motoren pludselig overopheder, da der mangler vand på tanken, men en tur på den lokale tankstation og vi får hældt vand på og får tanket lidt op på mad. Pigerne sætter mig af inde i Lijiang og forsætter ellers deres lange tur mod Shanghai.

This is box title

Pris

65 RMB (61 kr), halv pris for studerende under 25 år

Shuttle bus fra Lijiang – 40 RMB (37 kr)

Fra 30 RMB (27 kr) pr. overnatning

Praktisk info

Jeg anbefaler minimum 3 dage på trekket, men man kan godt bruge mere

I sommerperioden kan det være for farligt at trekke, da der kan komme mudderskred, så tjek i forvejen

Vejret kan hurtigt skifte, så hav gerne noget varmt tøj og regntøj med

Du kan købe mad, vand, drikke og snacks til fornuftige priser på hele trekket, så der er ingen grund til at medbringe en masse

Mere fra mystiske Kina her

2 Comments

  • Ej hvor skriver du godt, Tine! Det er virkelig en levende fortælling, og jeg gad godt tilbage til Kina og opleve mere nu. Virkeligheden er dog lidt en anden – siddet pt med en baby på armen og prøver at få hende til at sove 😛

    • Åh, tusind tak, Laura! Det er jeg så glad for, at du synes 😀 Jeg gad også godt opleve mere af Kina! Haha 🙈 Jeg er sikker på, at I nok skal komme til at rejse til fjerne destinationer med den lille. Hun har jo allerede været i Frankrig! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *