Vi træder et skidt ud fra vores hostel og bliver straks budt på en taxa. For engangs skyld skal vi faktisk bruge en taxa. Vi skal til U Bein Bridge lidt udenfor Mandalay. Taxachaufføren tilbyder en billigere pris end vores hotel for at køre os derud. Så vi beslutter os for at lade det komme ham til gode og prutter ikke yderligere om prisen.

 Amarapura

En spændende køretur

Vi kører gennem byen og må holde for en demonstration for regeringspartiet. Vores chauffør fortæller, at han vil stemme på National League for Democracy (NLD), som Aung San Suu Kyi står i spidsen for. Han håber, at Myanmar vil se de forandringer, som de har ventet på i årevis, hvis Aung San Suu Kyi kommer til magten. En måned senere står det klart, at NLD blev valgets helt store vinder, men desværre er der sket meget få forbedringer i landet i dag. Vores chauffør spørger lidt ind til Danmark og fortæller vidt omkring Myanmar samt nogle af de steder vi ser på vejen. Han sørger for at køre tæt på et fint tempel, mens han fortæller om buddhisme og efter blot 30-40 minutter når vi broen.

Lokalt liv i Amarapura, Mandalay

Vi lægger mærke til nogle både i vandkanten og bliver fristet til en bådtur i solnedgangen. Vi når nærmest ikke at træde ud af bilen, før vores chauffør forsvinder. Vi har endnu ikke aftalt med ham, hvornår vi kører tilbage til Mandalay og ved ikke helt hvad vi skal gøre af os selv. Kort tid efter kommer han tilbage med et bedrøvet blik og siger: “Jeg var lige nede ved bådene for at høre om I kunne leje en af dem, men de var desværre alle udsolgt”. Endnu engang bliver vi overrasket over burmesernes venlighed og alt hvad de gør for, at man skal føle sig godt tilpas i deres land.

Taungthaman Lake

Lokalt liv ved Taungthaman Lake og U Bein Bridge

Søen som U Bein Bridge går over hedder Taungthaman Lake og her er helt fantastisk smukt!  I horisonten kunne vi se fine træer og storslået templer. En række farverige både ligger ved vandkanten, klar til at tage turisterne med ud og sejle senere. Overalt i vandet ser vi fiskere med vand til skuldrene og nogle er endda gået så langt ud, at deres hoveder er det eneste som stikker op af vandet. En far og hans to sønner er ved at tømme et net for fisk. En anden mand sidder og reparerer sit net. Nogle kvinder laver mad til de mange turister og deres chauffører. Vores chauffør finder hurtigt nogle venner, han kan sidde og drikke en øl med. Han siger, at vi bare kan bruge alt den tid på broen, som vi har lyst til.

seværdigheder Myanmar

Efter lidt billeder beslutter vi os for, at det må være på tide, at vi går turen over broen. U Bein Bridge er verdens længste og ældste teaktræsbro. Broen blev bygget omkring 1850 og er opkaldt efter borgmesteren for Amarapura. Amarapura byen var dengang Myanmars royale hovedstad, men er i dag mere en slags forstad til Mandalay. Den er 1,2 km lang og skulle eftersigende have 1086 stolper, men de mange stolper gør bestemt ikke broen stabil. Broen vipper lidt fra side til side, så vi griber ofte en stolpe, når andre passerer os. Flere brædder sidder løst og mange søm er efterhånden nedbrudt. Det er en af den slags attraktioner, som man ikke skal tænke alt for meget over…

solnedgang ved U Bein Bridge

Cirka halvvejs over broen er der et lille hus. Min mor beslutter sig for at sætte sig, så hun kan nyde udsigten og se lidt af det lokale liv, mens jeg forsætter hen for enden af broen. Her ligger en lille landsby, men solnedgangen nærmer sig og jeg vurderer, at jeg bliver nødt til at gå tilbage, hvis vi skal finde et ordentligt sted at stå til solnedgangen.

U Bein Bridge i solnedgangen

Monk i Amarapura, Myanmar

Da jeg kommer tilbage fortæller min mor, at hun har snakket med lidt lokale og ellers har nydt people watching. Vi beslutter os for at tage en af trapperne ved huset og ned til en lille ø, som er blevet dannet af den lave vandstand. Vi har den perfekte udsigt til broen og solnedgangen. Mængden af turister på “vores” ø vokser sig også hurtigt større og større. Bådene i vandet samler sig i en større gruppe midt på vandet og i det øjeblik er jeg egentlig godt tilfreds med at kunne stå på land, så kan vi i det mindste få et billede uden, at andre turister kommer i vejen.

Amarapura udenfor Mandalay

Vi beslutter os for at gå op på broen igen og gå tilbage til fastlandet igen før solnedgangen er helt slut. Så kan jeg få nogle billeder af det smukke landskab fra broen og forhåbentlig kan vi undgå at gå tilbage på en vakkelvorn bro på samme tid som alle de andre turister. Solen er gået ned bag horisonten kaster de sidste gullige og rødelige toner over himlen, mens disen lægger sig inde i skoven og gør landskabet endnu mere magisk. Myanmar har leveret endnu en fantastisk naturoplevelse på højde med Inlesøen og Bagansletten.

_MG_0851

Tips og information

Pris

15.000 kyat (68 kr) for transport
Der er ingen indgangspris for U Bein Bridge
En bådtur skulle vist koste omkring 10.000 kyat (45 kr)

Information

Vi tog derud kl 15 og skulle nok have taget afsted omkring 14.30, hvis jeg skulle have haft tid til at gå på lidt opdagelse i den lille by på den anden side af broen

Forvent ikke at du kommer til at være den eneste turist ved broen 😉

I regntiden (den danske sommer) kan vandet stige helt op til broen, så forvent en anden oplevelse på den tid af året

Det er muligt at købe mad og drikke ved broen

Det er også muligt at kombinere turen med templer i Mingun, men så skal man nok sætte hele dagen af til det

4 Comments

  • Nåååå det er jo “min” bro 🤗🤗🤗 Sikke et spændende og smukt sted, for slet ikke at tale om solnedgangen 😍

    /Annette

    • Ja, jeg har også bevidst valgt at tage “dit” billede med og lade det stå for sig selv 😉 Det var rigtig spændende, jeg tror godt, at jeg kunne have brugt 4 timer mere på at se og opleve Amarapura! Ja, det var så smukt, det har været svært at sætte ord på! 😀 Jeg kan klart anbefale det, hvis du kommer på de kanter engang, som jeg tænker at du nok gør 😉

    • Det var så lækkert! Mange tak, det er jo let, at tage nogle flotte billeder, når man får serveret en så flot solnedgang <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *