At søge visum til Kina er nok en af de mest omstændelige visumprocesser, som jeg har været i gennem, men når man først har styr på papirarbejdet, så er det faktisk ikke så slemt. Læs med, når jeg guider dig gennem alt, hvad du skal vide om at søge visum til Kina, baseret på egne erfaringer.

Har du forresten 72 timer eller mindre i Kina (i sådan et tilfælde skal du have et fly ind og ud af landet) eller skal du “kun” til Hong Kong og/eller Macau, så behøver du ikke et visum på forhånd.

Hvad skal du bruge til at søge visum til Kina?

For at søge visum til Kina, så er der en del dokumenter, som du skal have styr på og have med på visumkontoret. Et visum til Kina kan kun søges i Danmark med mindre at du bor i udlandet og kan bevise, at du gør det, fx ved at få en officiel deklaration på at du studere i det pågældende land eller er ansat i en virksomhed.

Dog skulle det pt være muligt at få et visum i Hong Kong, men det ændrer sig hele tiden, så tjek lige online først om det kan lade sig gøre og være forberedt på at ændre dine planer, hvis du alligevel ikke kan få et visum der.

ansøgningsform til et kinesisk visum

Dit pas

Surprise, surprise! Selvfølgelig skal du bruge et pas, når du søger visum. Desuden skal dit pas være gyldigt i minimum 6 måneder efter den forventet afslutning af rejsen

En kopi af informationssiden i dit pas

Af en eller anden grund, så skal du også have en kopi af informationssiden i dit pas. Jeg tror muligvis, at visumkontoret gemmer den, men hvad de bruger den til aner jeg ikke…

En udfyldt visumform samt et pasbillede

Du skal udfylde en visumform online eller i hånden (du kan finde formen her), printe den ud og medbringe den til visumkontoret.

Så skal du også skanne et billede ind samt medbringe et fysisk pasbillede. Jeg anbefaler, at billederne er ens, da jeg ikke ved om de må være forskellige og det ville være ærgerligt, at blive afvist p.g.a. et billede. Officielt skal pasbilledet være 4,8×3,3 cm, men visumkontoret godtager også almindelig danske pasfotos på nuværende tidspunkt (2018).

OBS: Har du været i Kina før, skal du også medbringe en fotokopi af det gamle visum.

rejse i Kina

En invitation fra en enhed/person i Kina eller hotel/hostel bookinger for HELE rejsen

Dette er den lidt mere besværlige del af at få et visum til Kina. Enten skal du have en invitation fra en persone eller en enhed eller hotel/hostel bookinger for hele rejsen.

På visumformen skal man udfylde ruten for ens rejse med adressen på alle overnatningssteder og så skal man samtidig have alle bookinger printet ud, så de kan afleveres på kontoret. Ruten kan sagtens ændres (det gjorde jeg selv flere gange), men vent lige til at du har fået dit visum 😉

Læs også mine tips til at finde billige overnatninger

En flybillet ud af landet igen

Kineserne vil helst ikke have, at du bliver i landet, derfor skal du også bevise, at du forlader landet igen (og de tjekker på visumkontoret). Det er ligemeget om din flybillet går hjem til Danmark igen efter din rejse eller om den går videre til et andet land. Du skal bare bevise, at du er ude af landet igen indenfor den tid du har angivet på din ansøgning.

Læs også mine tips til at finde de billigste flybilletter

find de billigste flybilletter

Sådan søger du visum

Det er egentlig ikke så svært så snart, at du har styr på dine dokumenter. Du møder simpelthen op på visumkontoret eller får et bureau til at stå for din ansøgning. Du kan ikke sende dit pas til visumkontoret og søge visum på den måde. Jeg kan anbefale, at du bestiller en tid i forvejen (det kan du gøre her). Jeg havde bestilt en tid til kl 9 og kom op til skranken før resten personerne på kontoret, fordi de ikke havde bestilt en tid.

På 20 minutter svarede jeg på klassiske spørgsmål som: “Hvad skal du i Kina?”, “Hvor længe skal du være i Kina?” osv. Jeg fik udleveret et stykke papir, hvor jeg skulle skrive under på, at de gerne måtte hente oplysninger om mig og alt hvad jeg skrev var sandt. Ligeledes skulle jeg på et stykke papir skrive hvilke lande, jeg havde befundet mig i, i mere end 30 dage de sidste tre år.

Så tjekkede ekspedienten alle mine papir i gennem for informationer og for at tjekke om alt var i orden. Så fik jeg udleveret en slags kvittering, som jeg skulle bruge til at få udleveret mit pas igen.

visum til Kina

Hvad koster et visum til Kina og hvor lang tid skal man vente på det?

Et almindeligt visum koster 962,5 kr (for visum og ekspeditionsgebyr) og tager normalt 4 arbejdsdage fra du afleverer det til du henter det. Man kan betale med dankort, visa og mastercard.

Du kan betale for at få det lavet hurtigere. Det koster 252-525 kr ekstra oveni dit visum, alt efter hvor hurtigt det skal laves. Skal dit pas sendes, så koster det derudover 275 kroner som minimum + porto. Skal du have det sendt, så forvent at det godt kan tage 10 arbejdsdage eller mere at nå frem.

Du betaler for dit visum, når du henter dit pas igen og du kan sagtens få en anden til at hente dit pas, så skal de bare have din kvittering, gerne et ID på dig og så skal de naturligvis betale for visummet. Du kan også få en til at aflevere dit pas, så skal du selv have udfyldt og underskrevet alle dokumenter først.

Dit visum giver dig tilladelse til at rejse ind i Kina indenfor tre måneder og så kan du opholde dig i landet i op til 30-35 dage efter at have rejst dertil. Husk, at tjekke om alt er korrekt på dit visum, inden du forlader kontoret! På kontoret anbefaler de, at du søger cirka en måned før afrejse mod Kina.

Priserne kan hele tiden ændres, så tjek gerne de seneste priser her. Så husk på, at de er søde på kontoret og meget gerne vil hjælpe! Jeg kom endda til at grine sammen med hende, som hjalp mig! 🙂

Yderligere information

Åbent

Alle hverdage kl 9-15 for ansøgninger og for afhentning af pas på hverdage kl 9-16.

Vær dog opmærksom på at de har lukket på kinesiske helligdage, som falder på hverdage. Tjek deres kalender her

Adresse

Lyngbyvej 28, st. tv., 2100 København Ø

OBS

Visumregler kan ændres i løbet af meget kort tid! Jeg forsøger at holde guiden opdateret, men anbefaler, at du også tjekker om reglerne stadig er gældende på visumkontorets hjemmeside

26 Comments

  • Godt nok også det mest besværlige jeg har prøvet.
    Vi indleverede vores visumansøgninger i går og skal hente på mandag. Ret stressende at skulle have ruten fastlagt på forhånd. Vi planlægger som regel fra dag til dag, når vi rejser. Er glad for, at det ikke var en last minute flybillet (som jeg ofte køber).

    Ses i Beijing 😄
    Kh Trine / Miss-World.dk

    • Jeg er også vant til at planlægge lidt fra dag til dag og vil da gerne med nattog mellem flere af destinationerne og var ikke sikker på om det var godt nok for en overnatning 🤔 Så jeg kommer helt sikkert til at ændre lidt på ruten ift hvad jeg har skrevet i min ansøgning. Men seriøst hvem ved lige hvad de skal hver dag i en måned? 😲

      Godt at høre, at I også fandt ud af det 😊

      Ja, vi gør og jeg glæder mig! 😀 Er spændt på at høre jeres rute

  • Hej Tine. Jeg har læst din guide til visumansøgningen, tusind tak!! Det er virkelig godt forklaret!! Min datter og jeg skal til Beijing. Det var en impulsiv beslutning, og det var inden vi fandt ud af at man skal søge visum etc. (ellers havde vi nok ikke købt rejsen for “bare” en uge). Jeg kan dog ikke finde visumformuleren man skal udfylde. Er det fordi den er blevet opdateret, at den er fjernet fra din side? Var det svært at søge? Vi har købt billetter og bestilt overnatninger, men synes det virker lidt uoverskueligt. Men vi vil gerne spare pengene på at gå gennem et bureau…

    • Hej Anh. Det var så lidt, jeg er glad for, at du kunne bruge den. Jeg synes ikke, at det var slemt! I har jo styr på overnatninger osv. Så er det bare at udfylde papirerne og aflevere dem på kontoret 🙂 De penge kan I godt spare! Linket skulle være opdateret nu 🙂

      • Hej Tine. Mange tak for det hurtige svar! Hvad gør man med invitationen? Og de er ret strikse i Kina, så vil Airbnb tælle for et hotelværelse?

  • Og hvad med WiFi? Har du købt et WiFi æg i lufthavnen? Og hvad med mobil? Vi vil også gerne besøge muren. Hvilken del kan du anbefale? Har du evt prøvet turen på Airbnb? Den får nemlig lidt blandede anmeldelser..

    • Hej Anh. Ift. invitation, så behøver I den ikke, når I har booket alle overnatninger og har flybilletterne 🙂 Ift. WiFi, så brugte jeg bare på mine hostels. Husk dog en VPN, jeg kan anbefale expressVPN, hvis du vil på Facebook, Gmail, Google osv. Jeg har downloadet app’en maps.me som er et offline kort samt Google translate som også kan fungere offline, så plejer jeg egentlig ikke at bruge så meget andet 🙂

      • Mange tak for din hjælp, Tine! Vi bookede et hotel, fik vores visum og afbestilte det igen. Tusind tak for hjælpen og en inspirerende blog og ikke mindst for at spare os for at betale 900 kr for et visumbureau

        • Det var da så lidt! Jeg er da bare glad for at kunne hjælpe. 900 kr er da mange penge, som man kan bruge på andet sjov! God tur!

  • Fint med en oversigt over hvad man skal bruge, Tine.
    Desværre er det meget mere besværligt for os, der bor i det mørke Jylland. Vi kan vælge at rejse til København – og spilde en dag + rejseudgifter (og selvfølgelig håbe på at der ikke mangler et dokument). Herudover kan man så betale for at få visum sendt til hjemadressen.
    Alternativt kan man vælge at sende via et firma, og de ved godt nok, hvad de skal have for servicen. Man skal virkelig igennem deres sider for at finde det minimum, som de vil have betaling for. Jeg kan godt forstå, at de pågældende har flotte adresser for deres kontorer.

    • Hej Erling. Jeg bor selv i Aarhus og tog selv til København to gange for at få det lavet, men jeg har også familie derovre, så kunne besøge dem oveni min tur til visumkontoret. Så sparede jeg stadig penge ift at få et firma til at ordne tingene for mig.

  • Hej Tine

    Jeg skal have lavet visum til min chef. De har fået en ny formular, hvor billedet skal uploades. Det var en lang proces, jeg brugte nok ca 4 timer, på at få noteret alle de oplysninger de har brug for. Det billede jeg uploadede er ikke det samme som jeg har i fysisk form. Tror du det har nogen betydning? Jeg var på visakontoret d. 6. september, men en lille seddel på døren, skrev at der var lukket. Der stod intet på deres hjemmeside. Øv, man bruger rigtig meget tid og de er ikke så behjælpelige. Tror du du kan hjælpe mig?

    • Hej Didde

      Hold da op, det lyder godt nok lidt besværlig og som om at du har været rigtig uheldig! Hvor må det være irriterende, at de vælger at holde lukket uden at skrive det på hjemmesiden! Jeg er faktisk ikke sikker, for jeg skulle ikke uploade et billede online, men tror ikke umiddelbart, at de behøver være ens, for det er jo fx heller ikke nødvendigvis det samme billede som man har i sit pas. Jeg prøver dog lige, at høre en anden læser som har søgt visum fornylig og så vender jeg tilbage hurtigst muligt. Du kan evt skrive til visumkontoret her: denmarkcenter@visaforchina.org, jeg er ked af ikke at være til mere hjælp pt, men jeg håber, at det lykkes! 🙂

    • Hej igen Didde. Den anden læser turde ikke tage chancen, så deres digitale billede var magen til det billede som de havde med på visumkontoret. Det ville godt nok være ærgerligt, hvis man blev afvist p.g.a. et billede og skulle til at bruge tid på at lave det om. Så måske du skulle skrive til dem først og høre? 🙂 I så fald må du meget gerne skrive svaret i en kommentar, da jeg er sikker på, at du ikke er den eneste som har det spørgsmål 🙂 Jeg er ked af, at jeg ikke kan være til større hjælp :/

  • Hej Tine

    Jeg har sendt det hele til Chinese Visa Application, Service Center, Lyngbyvej 28, st. tv. 2100 København Ø, Det er sendt anbefalet men de har nægtet modtagelse, det samme er sked med min venindes.
    Har du nogen ide hvorfor??

    kh
    Jette

    • Hej Jette

      Jeg kan se på deres hjemmeside, at man åbenbart ikke kan sende det længere. Det er ellers ikke længe siden, at jeg tjekkede. Nu skal man dukke op personligt eller få et autoriseret bureau til at søge for en. Jeg er virkelig ked af, at jeg muligvis har vildledt jer en smule, for det er godt nok ærgerlige penge at bruge. Der er sket så mange ændringer i visumprocessen de sidste par uger, så jeg har slet ikke kunne følge med 🙁 Det må I meget undskylde! Kh Tine

  • Hej. Har du nogen idé om, hvad man kan gøre, hvis man har ‘submitted’ en visumansøgning med fejl? Jeg kan ikke korrigere den… Der mangler en rejsedestination oplyst (man skal jo oplyse alle rejsedestinationer de sidste fem år). Skal jeg lave en ny, eller kan man evt. oplyse det, når man møder op på ambassaden?
    Vh. Anja

    • Hej Anja.
      Jeg er ikke helt sikker på hvad du mener med, at du har “submitted” den forkert? Er ansøgningen sendt afsted eller har du bare lavet en fejl på den ansøgning som du skal have med på visumkontoret? Du skal oplyse alle rejsedestinationer, som du har tilbragt 30 dage eller mere i, de sidste fem år, så har du været 14 dage i Italien, så skal det ikke oplyses 🙂 Det lyder til, at du bare har udfyldt dokumentet forkert (fordi du har glemt en destination), så tror jeg bare, at du skal udfylde en ny. Men jeg ville nok tage kontakt til visumkontoret på ﹢45 70 20 93 08 og høre ad 🙂

      • Tak, jeg fandt en måde at korrigere visumansøgningen på 🙂 Og ja, jeg havde glemt en destination i udfyldelsen, men har korrigeret den, FØR vi møder på ambassaden. Jeg synes ikke, der stod noget om 5 år, da ansøgningen skulle udfyldes. Måske er det nyt fra september, da ændringerne trådte i kraft.
        Vh. Anja.

        • Hej Anja. Dejligt, at det lykkedes! Det kan sagtens være ændringerne. Jeg skulle først udfylde den del på visumkontoret, så vidt jeg husker 🤔 Anyway, god tur til Kina!

  • Hej Tine
    Mange tak for en super overskuelig og god guide til en ellers svær proces!
    Har dog få spørgsmål:
    Jeg har læst på flere hjemmesider, at man kan aflevere sin visa ansøgning også få det udleveret allerede dagen efter, kan det passe?
    Derudover er jeg også forvirret over prisen på et almindelig 30 dages visa til Kina, da der står noget forskelligt på hver hjemmeside jeg besøger.

    Vh Annika

    • Hej Annika
      Det var så lidt, er glad for at den kan bruges.
      Så vidt jeg ved, så kan man få det dagen efter, hvis man betaler for rush service (så koster visummet knap 1500 kr), men jeg ville nok lige skrive til visumkontoret på denmarkcenter@visaforchina.org for at være sikker 😉

      Et visum koster 962,5 kr pt, men bliver selvfølgelig dyrere, hvis du skal have rush service eller de skal sende dit pas hjem til dig eller hvis du får et bureau til at gøre det for dig. Jeg tænker, at det måske er derfor, at du har set forskellige priser 🙂

      Vh Tine

  • Hej Tine
    Tusind tak for en fin oversigt over visum processen, det var lige sådan en jeg manglede.
    Jeg kan se du skriver at et visum kun gælder i 3 måneder fra ansøgningstidspunktet, ved du hvad jeg gøre nu jeg planlægger at rejse rundt i et år og først besøge Kina i slutningen af min rejse? Ved du om det er muligt at få et visum som gælder længere eller om man kan ansøge ved indrejse?
    Vh Carina

    • Hej Carina.
      Det var da dejligt at høre, at det lige var hvad du manglede 😊 Du kan ikke søge ved indrejse, desværre, jeg ved heller ikke om det kan lade sig gøre, at få et visum der gælder længere. Jeg tvivler lidt, da de er meget firkantet i Kina. Men prøv at skriv til visumkontoret, de ved det helt sikkert! 🙂 Alternativt, så kan man pt søge om visum i Hong Kong (det kan selvfølgelig ændre sig fra dag til dag), måske det var en mulighed for dig? 🙂

  • Hej

    Jeg skal til Bangkok via Beijing. Skal jeg have visa for at være i transit? og hvis jeg skal, hvilket skal jeg så have?

    • Hej Jesper,

      Du skal ikke have visum for at ære i transit og du må faktisk forlade lufthavnen i op til 72 timer uden et visum 😊 God tur til Bangkok!

      Mvh Tine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *